Sider

lørdag den 11. juli 2020

Anmeldereksemplar: Bjergtaget #3 - Jordmassens Dronning.

Bjergtaget.

Titel: Bjergtaget #3. - Jordmassens Dronning.

Forfatter: Sidsel Sander Mittet. 

Forlaget: Facet. 

Udgivet: 08/04-2020.

Antal sider: 474. 

Antal stjerner: 5/5.

Bogen er modtaget af forlaget,
så mange tak til dem! 

Jordmassens Dronning.

Elveren Askatla er tilbage i Bjerget. Med sig har hun ekssoldaten Johannes, der er blevet forenet med sin elskede Sohrab, og menneskeelveren Sigrid, som måtte efterlade sin familie i verden udenfor.

Alle plages de af tvivl. Har de valgt den rette vej? Kan de beskytte dem, de elsker? Hvilke hemmeligheder og intriger vil de finde i Bjergets brutale verden? Langsomt går det op for dem, at kun ét spørgsmål er vigtigt: Hvem er denne Jordmassens Dronning, hvis navn bliver ved med at hjemsøge dem, og hvad kan de gøre for at bekæmpe hende?



Så er den afsluttende bog i Bjergtaget serien endelig blevet læst, og hvor må jeg sige at - Jordmassens Dronning - har overrasket mig gang på gang, og levet op til hver eneste forventning og mere til. 
Dette er en slutning på serien jeg er helt tilfreds med, men bestemt ikke en jeg havde forudset under læsningen. 

Da jeg begyndte på denne tredje bog, gik der ikke lang tid før jeg var tilbage i universet og fulgte med på sidelinjen midt i alt dramaet, og hvor må jeg sige jeg nød at være tilbage, og trods jeg prøvede at læse langsomt for at få den til at holde så længe så muligt, var jeg alligevel færdig på ingen tid, dette er virkelig en serie jeg ser frem til at genlæse en dag.
Tredje bog starter fra hvor vi stoppede i anden bog, så vi går ikke glip af noget, og der går bestemt ikke lang tid før der er gang i den igen, og at Askatla og de andre må ud på endnu en flugt.
I anden bog bliver vi så småt præcenteret for Jordmassens dronning, men uden at vide hvem hun er, eller om hun rent faktisk findes. Men her i tredje bog bliver det helt sikkert bekræftet at det gør hun, og vi finder også ret hurtigt ud af hvem hun er. 
Jordmassens dronning er det helt store emne i denne bog, og primært hende det handler om, hvordan de skal stoppe hende og vinde, og det bliver bestemt ikke let. 
Men igennem bogen her bliver hemmeligheder som Elluge Edsbryder har holdt afsløret, og man finder ud af han måske ikke helt er den helt for menneskene som han udgiver sig for at være, men nu vil jeg ikke afsløre for mig, men jeg kan sige jeg var virkelig overrasket over hemmelighederne og hans handlinger, det var ikke noget jeg havde forudset. 

Igennem de første to bøger har folkeviser været en stor del af bøgerne, både i kapiteltitlerne, men også selve handlingen, og de har været med til at opklare en masse, og løse problemerne, og det fortsætter de bestemt også med i denne tredje del, på en eller anden måde følte jeg faktisk de blev noget vigtigere i denne afsluttende bog, og de var helt sikkert med til at gøre mig endnu mere nysgerrig på at læse videre. 
Det jo ikke nogen hemmelighed at jeg er ingen ørn til folkeviser, og kendte faktisk ikke nogen af dem der bliver nævnt, og har aldrig interesseret mig for dem, men hvor må jeg sige at Sidsel har formået at flette elvernes univers og folkeviserne så spændende sammen, at jeg virkelig bare har nydt dem, og fundet dem interessante og fangende! 

Sproget er stadig som i de to første bøger, levende og let at følge med i, og bestemt også dejligt let at leve sig ind i. Jeg elsker måden at Sidsel fortsat bruger en masse detaljer omkring alt fra omgiveler, til følelser, så det er så meget lettere at forstille sig alt og bare læne sig tilbage og nyde bogen, selv om det svært ikke at sidde helt ude på kanten af stolen med en knude i maven af spænding over alt det der sker.
Vi følger fortsat Askatla, Sigrid og Johannes, hvilket var skønt, det er tre karakterer jeg er kommet til at holde af, men jeg ville nu alligevel have ønsket af Aslak nu også havde haft et par kapitler, for han er en stor del af historien, og selv om jeg følte jeg kendte ham, så manglede hans stemme bare et par kapitler. 
Igennem bogen var jeg virkelig spændt på hvordan de hele ville ende, for jo længere jeg kom ind, og jo flere gange jeg blev overrasket, kunne jeg bare ikke regne mig frem til hvordan det hele ville ende, jeg måtte bare spændt vente på hvordan det ville slutte, og jeg må da indrømme at jeg havde bestemt ikke forudset den slutning der kom, men den var tilfredsstillende, og helt rigtig, jeg kunne ikke have forstillet mig det anderledes. 
Dette er helt klart en trilogi jeg kun kan anbefale jer læsere! 




Bogen er tilsendt til anmeldelse af forlaget, og er blevet anmeldt efter egne meninger og holdninger til bogen. 

Ingen kommentarer:

Send en kommentar