Sider

onsdag den 16. december 2020

Anmeldereksemplar: McConnell #3. - Den pige jeg var.

McConnell. 

Titel: McConnell #3. - Den pige jeg var. 

Original titel: Falling #3. - The girl I was before. 

Forfatter: Ginger Scott. 

Udgivet på dansk ved: Palatium Books.

Udgivet på dansk den: 23/11-2020. 

Antal sider: 382.

Antal stjerner: 4,5/5. 

Bogen er modtaget af forlaget, 
så tusind tak til dem! 


Den pige jeg var.

“I morgen vil hun vende tilbage til at være pigen i en hjemmelavet film, der er optaget og delt på nettet mod hendes vilje og med en arrogant, selvcentreret ekskæreste. I aften vil hun nyde, at der faktisk findes søde fyre. Og måske vil hun nyde, at hun er småforelsket – småforelsket i en fyr, som hun under ingen omstændigheder vil komme sammen med i virkeligheden – men alligevel småforelsket.”

18-årige Paige Owens har altid været egoistisk og hjerteløs og kun datet fyre, der kunne forbedre hendes position. Men hun sætter alt på spil for at hjælpe sin søster. Og da hun møder den fire år ældre Houston Orr, der er hendes diametrale modsætning og altid sætter hensynet til andre før sig selv, må Paige til at vælge, hvem hun vil være – og om hun tør lukke kærligheden ind i sit hjerte med alt, hvad det fører med sig.



Så har jeg også fået læst den tredje bog i McConnell serien, og hvor må jeg sige den var bedre end jeg troede, og levede så meget op til forventningerne, trods der var en lille detalje der irriterede mig. 
Jeg elskede denne bog, og tror faktisk lidt det en af mine ynglings af disse tre bøger i serien.

Da jeg begyndte på bogen her gik der ikke lang tid før jeg var fanget af Paige og Houston og bare næsten ikke kunne lægge bogen fra mig. Og dagen efter jeg var begyndt, blev jeg altså også færdig, for jeg måtte bare vide hvordan det ville ende mellem de her to! 
Paige er så anderledes end jeg troede. Fra de første to bøger er hun blevet fremvist meget utilnærmelig, snobbet og træls, meget grov i munden og flabet. 
Men efter at have lært hende bedre at kende, må jeg sige hun indeholder så meget mere, i virkeligheden er hun varm, sød og kærlig, man skal bare lige under huden på hende. 
Jeg nød virkelig også at følge Paige i denne her personlige udvikling hun kommer ud for i løbet af bogen, for der sker en del ting for hende der bare gør at hun må bliver stærkere for at være til. 
Efter at Paige tager et grimt billede af en af skolens onde piger som virkelig har været efter hendes søster, og deler det, bliver hun udsat for en del grimme ting, og jeg må sige jeg er imponeret over hvordan hun håndterede det hele. Jeg vil ikke sige hun var moden og voksen hele vejen igennem, hun tog da mindre gode beslutninger, men hun holdt hovedet højt, og holdt sig kørende, og det var fedt at se! 
Houston er en skøn mand! Sød, sjov, omsorgsfuld, men også opmærksom, forstående og hjælpsom. Og han er fantastisk for Paige, han støtter hende virkelig, men formår også at udfordre hende personligt, og samme gør hun for ham. 
Men Houston har også noget af en baggrund, og hvor må jeg sige den overraskede mig, men den var også med til at gøre det så meget svære for ham og Paige. 
Der var dog en ting jeg ikke brød mig om ved Houston og det var at han var rigtig god til at lange ud med næverne når han ville beskytte Paige og hendes ære. Jeg går ikke ind for vold i nogen former, heller ikke for en piges ære. Vold løser intet, og det var ærligtalt ikke særlig sexet, faktisk ville jeg have fortrukket han brugte sine ord, frem for sine næver. 

Men ser vi bort fra den detalje, nød jeg virkelig bogen. Ginger Scott har endnu engang formået at underholde mig, få mig til at grine, græde og vrisse, og det er gode tegn! 
Ginger har også endnu engang skabt en fantastisk bog med massere af detaljer som gjorde det let bare at læne sig tilbage og nyde. Jeg havde på intet tidspunkt svært ved at forstille mig noget af det, og slugte alle detaljerne!
Hun har også denne gang skabt de mest fantastiske karakterer, både hovedpersonerne og bipersonerne var fantastiske! Specielt en person ramte mit hjerte, og det var Leah. Men hvem Leah er, må i selv finde ud af! Men hun er skøn! 
Jeg elsker Ginger's bøger, og kan virkelig ikke vente på hendes spin-off bog til denne serie udkommer, jeg er helt ved at gå til af spænding nu! 
Dette har altså bare været endnu en fantastisk bog, som jeg ser frem til at genlæse en dag! Og så vil jeg slutte af med at anbefale jer denne skønne bog/serie. Som sagt skifter den personer fra bog til bog, og kan derfor læses uafhængig af hinden, men jeg anbefaler selvfølgelig at i læser alle tre! 



Bogen er tilsendt af forlaget til anmeldelse, og er blevet anmeldt efter egne meninger og holdninger til bogen. 

Ingen kommentarer:

Send en kommentar