Sider

tirsdag den 5. januar 2021

Anmeldereksemplar: Fønixens hjerte #7, Del 1. - Sandhedens begyndelse.

Fønixens hjerte. 

Titel: Fønixens hjerte #7, del 1. - Sandhedens begyndelse. 

Forfatter: Christina Ramskov. 

Forlaget: Mellemgaard. 

Udgivet: 30/10-2020. 

Antal sider: 426.

Antal stjerner: 3,5/5. 

Bogen er modtaget af forlaget,
så tusind tak til dem! 

Sandhedens begyndelse. 

Sandheden er ude, flere mennesker har set magiske væsner, og denne gang kan hverken det magiske råd eller Dicverum fjerne det. 
Den magiske verden må nu tage et valg, lukke sig og gemme sig for mennesker eller komme frem i lyset. 
Men efter krigen i dragernes verden og en ny krig lige om hjørnet er det ikke nemt at tage et valg, som vil forandre livet for alle magiske væsner for evigt. 
Marias liv er vendt på hovedet igen. 
Især nu, hvor hun ikke kun skal fortælle sin familie og venner sandheden om, at hun er med barn, men også når flere og flere sandheder kommer frem, som Maria skal vælge, om hun skal handle på eller ej. 
Og hvilke konsekvenser kan det have for hendes barn, hvis hun ikke gør det? Et barn, som allerede har en fortid, før dets liv overhovedet er begyndt.          



Så har jeg endelig fået læst endnu en fortsættelse på den spændende serie - Fønixens hjerte. - og den var lige så spændende som håbet på, og sikke en slutning?! Jeg venter hvert fald spændt på del 2 af denne syvende bog!
Desværre var der nogle ting ved denne fortsættelse som denne gang kom til at trække en del ned i mine stjerner. Men dette ændre ikke på at jeg glæder mig til en fortsættelse. 

Da jeg begyndte på bogen her, fald jeg med det samme tilbage i dette spændende univers som Christina har skabt, og hvor nød jeg endnu engang at få lov til at følge Maria og hendes tætte venner, samt et par andre interessante karakterer! 
Maria er nu gravid, og hvordan bekæmper man en krig, redder verdenen og ændre den samtidig med man skal beskytte sit endnu ufødte barn? Ja det et godt spørgsmål. Men jeg vil sige at Maria klarer den da ret godt i denne del, og jeg er spændt på hvordan hun fortsat kommer til at klare den! 
Jeg nyder virkelig fortsat at følge Maria, hun udvikler sig og bliver mere og mere moden, samtidig med hun stadig er ung og dumdristig. Hun er uperfekt, men menneskelig og varm. 
Krigen raser stadig, og dæmonerne har overtaget dragernes land. Og trods Hekala er fanget, er hendes planer stadig i gang.
Der sker en del ting igennem denne fortsættelse, men jeg vil faktisk sige det virkede ikke voldsomt, og som altid får vi små pauser hvor vi er på skolen og følger Maria og hendes venner i den normale hverdag og deres skoleliv, hvilket jeg nyder meget. Hvis ikke der var de pauser, tror jeg det ville være blevet overvældene. 
Handlingen er fortsat spændende, og jeg er spændt på hvordan det hele vil ende, og hvordan menneskerne kommer til at håndtere den her viden om at den magiske verden findes. Men også hvordan den magiske verden kommer til at håndtere at menneskerne kender til dem. 

Sproget i denne fortsættelse må jeg dog desværre indrømme jeg var ret skuffet over. Det var let, men der var alt for mange taste og stavefejl, som gjorde læsningen lidt træls. 
Taste og stavefejl er normale, men ikke i den her mængde, og det gjorde at jeg desværre frygter den måske er blevet forhastet igennem ved korrekturlæsningen, og ikke givet den opmærksomhed den har brug for når vi også tænker på forfatteren er ordblind. Og jeg har ellers været meget imponeret over hendes tidligere bøger, og glæder mig til forhåbentligt endnu flere bøger fra hende.
Men jeg oplevede også til tider følelsen af manglende ord. Jeg viser lige et eksempel på hvad jeg mener. - Karl siger på et tidspunkt til Swifter "Var bange for du havde kidnappet hende" og der fornemmede jeg et manglende "jeg" i starten af sætningen, så det var blevet "Jeg var bange for du havde kidnappet hende" Og det var faktisk et ord jeg oplevede manglede mange gange i dialoger mellem de forskellige karakterer i bogen, og det ødelagde desværre også lidt af læseoplevelsen. 
Og den sidste ting der var med til at trække ned i stjerner, var det voldsomme skift i synsvinkler. 
Vi følger som altid en masse forskellige karakterer, hvilket jeg har det fint med. Men det skiftede drastisk og forvirrende mellem dem. Det ene øjeblik kunne vi følge Maria, og så skiftede det midt i det hele til Drago eller Susanne. Og det samme skete med mange af karaktererne igennem hele bogen, og det gjorde det desværre forvirrende og træls.. 
Men ser vi lidt bort fra de tre ting, vil jeg dog alligevel sige at dette var en spændende fortsættelse, og jeg er meget spændt på endnu en fortsættelse! Selv om jeg nu stadig holder fast i min tidligere mening om jeg nu godt snart kunne se en passende slutning på serien, i frygt for det måske bliver for meget cirklen rundt og langtrukkent. 





Bogen er tilsendt af forlaget til anmeldelse og er blevet anmeldt efter egne meninger og holdninger til bogen. 

Ingen kommentarer:

Send en kommentar