Sider

lørdag den 11. december 2021

Anmeldereksemplar: Dragernes æra #2. - Dragesværdet.

Dragernes Æra.

Titel: Dragernes Æra #2. - Dragesværdet. 

Forfatter: C. G. Valentin. 

Forlaget: Klippe.

Udgivet: 18/09-2021.

Antal sider: 334.

Antal stjerner: 5/5. 

Bogen er modtaget af forfatteren og forlaget,
så mange tak til dem! 


Dragesværdet.

”Du er den fødte leder. Frelseren. Dragehvisker og halv mørkelver. Hele vores race har ventet på én som dig i evigheder. Én, som folk vil lytte til og følge. Du vil genrejse os fra asken og tage din hævn.”

Han smilede pludselig stort, og det fjerne blik lagde sig igen over de sorte øjne. Ansvaret for den anden verden er tilfaldet den unge Sarina. Hun er vokset op i en beskyttet tilværelse i en kærlig plejefamilie, oplært til at være Den Udvalgte.
En dag dukker troldmanden Queridor op, og virkeligheden viser sig at være meget anderledes end, hvad hun troede, da hun tvinges til at drage afsted på sin skæbnerejse.
En krig er under opsejling i Novahr Orbís, og snart er Sarina på flugt fra sin ukendte far. 
Men taler rygterne sandt om Daerín Khendrêel? 
Hvilke historier skal hun tro på, når hun også altid har ønsket sig en far? 
Da hun første gang får fingre i Dragesværdet, og dragerne underkaster sig hende og hendes slægtsblod, ændres alt. 
Et altafgørende spørgsmål presser sig på: Kan man skabe en ny og anderledes verden uden et opgør med den forrige?




Denne fortsættelse, er en bog jeg har været spændt på lige siden, jeg afsluttede første bind. For jeg havde mange spørgsmål som jeg higede efter svar på. 
Nu har jeg læst den, og jeg har bare endnu flere spørgsmål nu. 
Jeg kan dog nu fortælle, at bogen levede op til alle mine forventninger, og jeg begynder at synes bedre og bedre om den her serie. Jeg er hvert fald meget utålmodig efter en fortsættelse mere. 

Da jeg begyndte på bogen, skal jeg da ærligt indrømme, at det var ikke lige alle detaljer jeg kunne huske fra første bog, men jeg kunne huske de vigtige, som at Juliana havde fået en datter, og var blevet sendt tilbage til sin egen verden, og ikke mindst at Daerín stadig lurede der ude og skabte problemer for Novahr Orbís. 
Men som jeg kom længere ind i bogen, og jeg kom lidt rundt i universet igen, begyndte de små detaljer også at komme tilbage til mig. 
Dog følger vi jo ikke Juliana denne gang, men derimod hendes datter Sarina. 
Sarina er en nysgerrig pige, som drømmer stort om, at møde sin far Daerín en dag, selv trods alle de forfærdelige rygter hun høre om ham, så ønsker hun alligevel sin far i hendes liv. 
Jeg kunne virkelig godt lide Sarina, hun virkede så ægte, og jeg vil sige hun matchede sin alder virkelig godt. Man kunne godt mærke at hun kun var de 17 år, og manglede en forældrefigur i sit liv, som også var en biologisk, og kunne give hende lidt familie fortælling. Hun er ung, fuld af følelser og nysgerrighed, lige præcis som en 17-årig ville være i dag. 
Så jeg vil sige at forfatter Valentin, har klaret sig rigtig godt med Sarinas fremstilling og adfærd. 
Jeg vil sige at jeg er kommet til at holde en del af Sarina, og jeg er meget spændt på hendes videre udvikling i næste bog, nu står hun jo over for noget af en opgave... 
Vi følger dog ikke kun Sarina, vi får sådan set også kapitler fra et par stykker mere. Vi får bl.a. nogle fra hendes ven Eldan, og nogle fra Daerín. Vi får altså andres synsvinkler på alt det der sker i løbet af bogen, og det vil jeg sige var fantastisk. Det gjorde at spændingen blev bygget godt op, og når det var mest intenst, skiftede den vinkel, og gjorde at man bare måtte læse videre. 
Men det gav selvfølgelig også et fint indblik i hvad der skete for de forskellige, der ikke lige færdedes omkring Sarina konstant, og var jo selvfølgelig også med til at give indblik i hvad der skete i resten af landet. 

Selve handlingen var vildt spændende. Starten er dejlig rolig, vi lærer langsomt Sarina at kende, og dem omkring hende. 
Men da Daerín kommer for tæt på hende, henter troldmanden Queridor hende, og derfra begynder handlingen rigtigt. Sarina kommer ud på en rejse gennem landet, hun har sin pligt hun skal udføre, og det kan hun ikke hvis Daerín finder hende... 
Queridor kender vi jo faktisk fra første bog, for det var også ham der hentede Juliana, da hun var kommet til Novahr Orbís, så det var lidt sjovt at møde ham igen. Han var præcis som jeg oplevede ham i første bog, mystisk og meget intens. Han deler ikke mange informationer, men kun lige nok til at holde ens interesse, og det kunne jeg nu egentlig meget godt lide. Det gjorde læsningen lidt mere spændende. 
Men ud over det, får vi jo også lidt fra Daerín, vi får mere at vide om hans planer om, at få dragerne tilbage, og indføre en ny Dragernes æra tid. Det var nu fedt nok lige at få lidt fra hans syn på hele sagen, og se hvad han gik og bryggede på af planer. 
Så generelt skete der en del i løbet af denne fortsættelse, men jeg vil nu ikke sige at det på noget tidspunkt blev for meget. Forfatteren har spredt handlingen godt ud på de lidt over 300 sider.

Sproget var som i første bog let, og bogen læste nærmest sig selv. Dog er teksten stadig meget lille, og det sløvede læsningen lidt og drillede mine øjne. Det var lidt øv, for det gjorde jo desværre, at jeg også til tider mistede koncentrationen. 
Forfatter Valentin, er fortsat god til at bruge et detaljeret billedsprog, og endnu engang var det let at forestille sig alt der skete undervejs. Samt er hun også fortsat god til at sætte os ind i de forskellige arter vi møder undervejs, og gøre sit univers endnu mere komplet. 
Vi møder en del nye folk i denne fortsættelse, og det er jo klart når vi følger en ny hovedperson. Jeg vil sige at Valentin er også fortsat god til at gøre alle sine karakterer spændende, og livagtige. 
En jeg specielt godt kunne lide i bogen var Jennifer, en sød og rapkæftet kvinde, jeg er virkelig også spændt på at se hvordan deres relation videre udvikler sig. 
Alt i alt vil jeg sige at denne fortsættelse var velskrevet, og at det fortsat er en serie jeg kun varmt kan anbefale alle fantasy elskere at give en chance! 










Bogen er tilsendt af forlaget til anmeldelse, og er blevet anmeldt efter egne meninger og holdninger til bogen. 

Ingen kommentarer:

Send en kommentar