Sider

mandag den 11. april 2022

Anmeldereksemplar: Fønixens hjerte #8. - Kærlighedens pris.

Fønixens hjerte. 

Titel: Fønixens hjerte #8. - Kærlighedens pris. 

Forfatter: Christina Ramskov. 

Forlaget: Mellemgaard. 

Udgivet: 24/08-2021.

Antal sider: 426. 

Antal stjerner: 4/5. 

Bogen er modtaget af forlaget,
så mange tak til dem! 


Kærlighedens pris. 

Den største og smukkeste gave, man kan give en anden person, er kærlighed, om det er som en, man elsker, som en ven, familie eller den eneste ene, så er kærlighed noget særligt. 
Men den kan også havde en pris, og er man klar på at betale den, når det kommer til stykket. Marias kærlighedsliv er kommet langt fra en, som gemte sig bag en busk til nu at vente et barn med fyren, som hun har levet flere liv med og er skæbnebestemt til at være samme med. 
Maria og Dargos liv og fremtid er dog ikke en dans på roser. 
Men har den nogensinde været det? Maria lærer sammen med sine venner flere hemmelighed fra fortiden, og samtidig er de nødt til at forberede sig på fremtiden, som både byder på at åbne den magiske verden mere for mennesker, en krig, som er på vej, et barn og et løfte, som vil ændre alt for dem og mange andre. 





Så har jeg fået læst endnu en fortsættelse i denne spændende serie, og som altid formåede den at holde mig fanget, underholdt og spændt. 
Jeg er dog meget spændt på hvornår denne serie får en afslutning, for selvom den er fantastisk, kan jeg godt frygte den kommer til at gå i ring, og dermed bare blive trukket ud. 
Dog læser jeg selvfølgelig med lige til den slutter, for jeg vil nu gerne vide hvordan det i sidste ende kommer til at ende for Maria og hendes venner. 

Da jeg begyndte på denne ottende bog i serien, må jeg indrømme at jeg ikke helt kunne huske hvordan syvende bog sluttede, for det er efterhånden ret lang tid siden jeg læste den. Da jeg var omkring 100 sider inde, begyndte der dog så småt at komme lidt detaljer til i hukommelsen, og de kom videre løbende, som jeg kom længere og længere ind i denne spændende fortsættelse. Faktisk blev jeg også ret grebet af bogen, og læste den over 2 døgn, fordi jeg bare måtte vide hvordan den sluttede, og sikke en cliffhanger! Jeg er utålmodig efter den niende bog i serien nu! 
Bogen startede ret heftigt ud, og der skete en masse, men det var overskueligt og bestemt med til jeg hurtigt blev grebet af handlingen og bare måtte vide mere og dermed læste hurtigere og hurtigere. De første ca. 100-150 sider var handlingen heftig og der var gang i spændingen. Kampe brød ud, og David, Yuki, Drago og Maria kom alle hver især ud for deres kamp om livet og sikkerhed, hvilket bestemt fik mig helt ud på sengekanten fra start af på grund af spændingen. 
Men som jeg kom længere ind i bogen, begyndte handlingen også at trappe lidt ned og blive mere rolig, hvilket jeg vil sige var meget rart. For som jeg husker det, har der været ret meget gang i den i syvende bog, så det var rart med en del der var lidt roligere.
Vi følger endnu engang Maria og de andre rundt på skolen, hvor de hver især nu er ved at gøre deres sidste år færdig, men det er jo som sagt ikke helt roligt. 
Nu er den magiske verden jo så småt begyndt at åbne op over for menneskerne, og Maria kommer på arbejde med at gøre overgangen blid og rolig. Dette sætter dog endnu engang Maria i søgelyset, og gør hende endnu mere populær, men også upopulær i visse andre kroge. 
Jeg synes den her del med at den magiske verden så småt begynder at åbne op over for menneskerne, er vildt spændende, og jeg glæder mig virkelig til at se hvordan det videre udvikler sig i næste bog. Bliver det noget godt, eller går det helt galt, ja det venter jeg spændt på at finde ud af. 

Sproget er som altid dejligt let og forståeligt, og hvor jeg oplevede mange taste- og stavefejl i forrige bog, vil jeg sige at det oplevede jeg ikke i så voldsom en grad denne gang, og det var bestemt med til at gøre læsningen det mere behagelig denne gang. 
Jeg oplevede dog stadig lidt en mangel på ordet "Jeg" flere steder, hvilket gjorde sætningerne virkede hakkende, og det gjorde læsningen lidt mindre flydende. 
Forfatteren er dog som altid fantastisk til at bruge et rigt billedsprog, der gør det nemt at forestille sig alt det der sker undervejs, samt alle omgivelserne og personerne vi møder. 
I løbet af bogen oplevede jeg dog desværre stadig en ret drastisk og et voldsomt skift mellem synsvinklerne, som godt kunne gøre læsningen lidt forvirrende til sider. Dog ikke så slemt som i forrige bog, men det kunne stadig godt mærkes. 
Men alt i alt vil jeg ellers sige at denne fortsættelse bestemt var en fornøjelse at læse, og jeg glæder mig virkelig til mere fra denne serie.
Det er også stadig en serie, som jeg varmt kan anbefale alle at give en chance, specielt hvis du er til - kærlighed, spænding, masser fantasy og drama. - Så tror jeg den vil falde i god smag! 










Bogen er tilsendt af forlaget til anmeldelse, og er blevet anmeldt efter egne meninger og holdninger til bogen. 

Ingen kommentarer:

Send en kommentar