Sider

søndag den 24. april 2022

Anmeldereksemplar: Første gang.

Første gang. 

Titel: Første gang. 

Original titel: Fresh.

Forfatter: Margot Wood. 

Udgivet på dansk ved: Palatium Books. 

Udgivet på dansk den: 07/01-2022. 

Antal sider: 300. 

Antal stjerner: 5/5. 

Bogen er modtaget af forlaget,
så mange tak til dem! 

Elliots & College. 

Der er mange ting, der skal prøves for første gang, når man starter på sin videregående uddannelse. Nogle studerende går ind til deres første år på college med en klar idé om, hvad de skal bruge uddannelsen til resten af livet. 
Elliot McHugh er ikke en af den slags studerende. Det ligger fjernt for hende at få besluttet sig for sit speciale, for hun har alt for travlt med at opleve alt det andet, college kan byde på. 
For første gang er det muligt at danse hele natten, og for første gang kan hun gå til fester ude i byen. 
Elliot kaster sig energisk over at få nye venner og få al den sex, der kan lade sig gøre i en halvandenmandsseng på et kollegieværelse.

Men da realiteterne indhenter Elliot, og det kommer bag på hende, at det allerede er tid til eksamen, tøver hun med at tage ansvaret for sine handlinger. Var det nu så fantastisk med al den uforpligtende sex? Var det nu så smart ikke at vælge studieretning, og skulle hun have spist bare lidt sundere? Og da hendes veninde Lucys kæreste viser sig at være et kæmpe røvhul, er hun usikker på, hvordan hun skal tackle det.

Elliot er måske nok verdensmester i at sætte sig selv i uheldige situationer. Men hvis hun er ærlig over for sig selv, kan hun måske finde ud af, lige præcis hvad det er for et menneske, hun ønsker at være. Og måske blive forelsket, mens hun gør det.





Denne bog var en jeg var ret spændt på at begynde på. På mange punkter lød den lidt som mange af de college bøger jeg tidligere har læst, så jeg havde egentlig lidt sat mine forventninger efter det jeg er vant til fra den her type bøger.
Jeg kan dog allerede nu afsløre, at denne bog tog fusen på mig, og overraskede mig virkelig. Den tog mig med storm, og jeg er faldet for Elliot McHugh. Dette er en bog jeg kommer til at genlæse mange gange, og skrige af grin over hver gang, det ved jeg bare. 

Da jeg begyndte på bogen, var jeg ret spændt, jeg havde ikke hørt meget om bogen, og så var det min første gangs oplevelse af forfatterens skrivestil, så jeg var meget spændt kan jeg godt fortælle. 
Allerede på første side var jeg dog solgt, jeg vidste allerede der at dette skulle nok blive en speciel, men fantastisk læseoplevelse. 
Denne bog minder meget om andre bøger jeg har læst, og så alligevel på ingen måder. For hvor andre bøger fortæller en historie, henvender denne bog sig direkte til læseren flere gange under læsningen igennem hovedpersonen. Det var som om at Elliot talte til mig direkte flere gange, hun fortalte om sin start på college og alle sine første gange. Det var fantastisk og anderledes, og gjorde at jeg med det samme faldt for bogen. 
Elliot vores kære hovedperson, er en vild, fri og modig pige, hun lader ikke meget slå sig ud, hun gør som der passer hende, og så er hun ikke bleg for at prøve noget nyt en gang i mellem. Med det sagt, så er hun også sorgbar, følsom og en kærlig person, der til tider har hovedet under armen og tankerne de forkerte steder. Hun kunne være noget så irriterende, men jeg kunne nu alligevel ikke lade vær med at synes om hende. 
Elliot er lige startet på sit første år på college, og nu skal alt prøves. Hun har ikke valgt et hovedfag, men har derimod meldt sig til en masse interessante fag. Hun ved endnu ikke helt hvad hun vil med sin fremtid, men en ting hun ved, er at hun vil have det sjovt, og en masse sex og det får hun bestemt også. 
Men det er ikke det eneste hun får på college, hun får også en fantastisk roommate, som jeg med det samme forelskede mig i. Lucy er Elliots modsætning, og hun formår at få hende ned på jorden flere gange, når det hele går en smule for vildt, så er Lucy der altid for Elliot. 

Som sådan sker der ikke en masse overdrevet i bogen, men den var aldrig kedelig. Den tager emnerne op som at, finde sig selv, finde ud af hvad kærlighed betyder for en selv, finde venner og at have det sjov. Det en let bog, hvor man nemt kan læne sig tilbage og nyde fortællingen, og til tider få sig et ret godt grin. 
Sproget i bogen er dejlig let, og jeg fløj igennem de 300 sider på ingen tid, og ville næsten have ønsket den var længere, for jeg var slet ikke klar til at slippe Elliot og Lucy. En speciel detalje ved bogen her var, at forfatteren gør stort brug af fodnoter. Aldrig har jeg set så mange fodnoter i en ungdomsbog som den her. De blev brugt til at henvende sig til læseren, og samtidig vise nogle af alle Elliots spøjse tanker undervejs i læsningen. Jeg elskede den detalje, for det var med til at gøre bogen så meget mere unik. Generelt vil jeg sige at trods den har genkendelige træk fra andre ungdomsromaner, så er den helt igennem unik, og jeg har forelsket mig i Margot Woods skrivestil. 
Vi møder en pæn håndfuld personer i løbet af bogen, og jeg må sige at ikke en eneste af dem virkede flade eller irrelevante. De havde alle hver deres lille rolle at spille, som gjorde at fortællingen fungerede så meget bedre. 
Alt i alt kan jeg kun rose denne fantastiske bog, og anbefale alle der elsker - humor, romance, venskaber og college bøger - at give den en chance, og så vil jeg håbe i vil nyde den lige så meget som jeg gjorde! 









Bogen er tilsendt af forlaget til anmeldelse, og er blevet anmeldt efter egne meninger og holdninger til bogen. 

Ingen kommentarer:

Send en kommentar