Sider

mandag den 23. maj 2022

Anmeldereksemplar: Tre søstre #1. - Asketræet.

Tre søstre. 

Titel: Tre søstre #1. - Asketræet. 

Forfatter: Anne Thorogood. 

Forlaget: Zara. 

Udgivet: 14/10-2021. 

Antal sider: 546. 

Antal stjerner: 5/5. 

Bogen er modtaget af forlaget,
så mange tak til dem! 



Asketræet. 

Mayas liv ligger i ruiner. Hun er knust over sin mors død, arbejdsmæssigt kæmper hun for sin overlevelse med sit nystartede webfirma, og et sted i kulissen spøger ekskæresten. Under sin bedste venindes polterabend fortsætter nedturen, da hun på pinlig vis kommer til at fornærme den flotte fotograf, Nicholas, som er hyret til lejligheden.
Værre bliver det dog, da hendes far pludselig står på hendes dørtrin med morens dagbog. 
En dagbog, der med afslørende ord helt tilbage fra morens ungdom, vender op og ned på Mayas liv




Da jeg blev tilbudt Asketræet til en anmeldelse, og jeg så at den var skrevet af Anne Thorogood, så var der ingen tvivl om, at jeg bare måtte læse bogen. Det er efterhånden noget tid siden jeg sidst læste noget af forfatteren, men jeg kan tydeligt huske at jeg havde gode læseoplevelser! 
Jeg kan nu også afsløre, at jeg bestemt havde en fantastisk læseoplevelse med Asketræet, og jeg glæder mig meget til de næste to bøger i serien udkommer! 

Da jeg begyndte på bogen var jeg meget spændt, og jeg havde også en del forventninger. Jeg skal dog være ærlig, i starten var jeg lidt skeptisk og bogen fangede mig først rigtigt omkring 100 sider inde, men da den så fangede mig fløj jeg også bare gennem siderne på ingen tid. 
Bogen handler om Maya, og de hemmeligheder hendes mor har holdt for hende gennem hele hendes liv, men vi får dog også kapitler fra Nicholas og en ekstra person, jeg dog ikke vil spoile for jer. Det passede mig faktisk fint med de ekstra synsvinkler, for det gjorde bogen mere fyldig og spændende. 
Det er dog ikke kun hemmelighederne bogen handler om, det er også den kemi der opstår mellem Maya og Nicholas da de begynder og arbejde sammen. 
Maya var jeg lidt skeptisk omkring, hun virkede lidt flad og havde svært ved at fange mig, men som vi kom længere ind i handlingen begyndte hun at live op og blive mere interessant. Med tiden må jeg nu også sige at jeg kom til at synes rigtig godt om hende, og hun blev faktisk min favorit person i bogen. Hendes liv bliver jo vendt op og ned, da der bliver afsløret nogle ret store hemmeligheder fra morens ungdom, og hun skal altså til at håndtere sorgen over tabet af sin mor, samt hemmelighederne og den umulige kærlighed mellem hende og Nicholas, og det hele bliver ret meget for hende. Dog vil jeg sige, at hun klarede sig ret så godt, og jeg nød virkelig at se hendes udvikling og håndtering af udfordringerne. 
Nicholas havde jeg op og nedture med gennem det meste af bogen, nogle gange elskede jeg ham og andre gange havde jeg lyst til at ruske i ham til han kom til fornuft. Han er opmærksom og omsorgsfuld, og han gør virkelig en del for at hjælpe Maya gennem de svære situationer hun kommer i. Ærligtalt var han bare en mand, der var ret svær ikke at synes om. 
Jeg heppede virkelig på at Maya og Nicholas ville finde sammen gennem hele bogen, og kunne faktisk aldrig helt finde ud af om det ville ske eller ej før til sidst. 

Selve handlingen var jeg vild med. I starten var det lidt sløvt, og jeg ventede bare på det hele rigtigt begyndte. Bogen er ret lang, og lige i starten kunne den godt virke lidt langtrukken, så for min skyld kunne den godt havde været 50-100 sider kortere. 
Da Mayas far dukker op med hendes mors dagbog, begynder handlingen rigtigt at gå i gang. Hun finder ud af at hendes nye chef, har haft noget at gøre med sin mor, og hun skal nu til at håndtere at alt måske ikke var som hun lige troede. 
Jeg elskede den her blanding af mysterier blandet op med kærlighed. For samtidig med jeg sad og heppede på, at hun endte sammen med Nicholas, elskede jeg også de små pauser der udelukkende handlede om hemmelighederne og de nye situationer. Forfatteren har virkelig formået at få det hele til at spille godt sammen, og har skabt en medrivende fortælling. 
Sproget er let, handlingen er nem, og når man først kommer i gangen er det jo nærmest som om, at bogen læser sig selv. 
Forfatteren har været fantastisk til at beskrive og detaljere alt, så man nemt kan læne sig tilbage og bare leve sig ind i handlingen. 
Vi møder lidt forskellige personer i bogen, og de var alle nemme at holde styr på, jeg var aldrig i tvivl om hvem der var hvem. Samtidig vil jeg sige at forfatteren har formået, at gøre alle bipersonerne spændende og livagtige. Jeg elskede Tyra, sådan en hjertevarm kvinde. Så det er endnu et plus for mig. 
Så alt i alt vil jeg sige at bogen her er fantastisk, så elsker du en romantisk, men også medrivende og mystisk handling, så kan jeg varmt anbefale at give bogen her en chance! 










Bogen er tilsendt af forlaget til anmeldelse, og er blevet anmeldt efter egne meninger og holdninger til bogen. 

Ingen kommentarer:

Send en kommentar