Sider

søndag den 4. september 2022

Anmeldereksemplar: Nøglen til fortiden #1. - Arternes opstandelse.

Nøglen til fortiden. 

Titel: Nøglen til fortiden #1. - Arternes opstandelse. 

Forfatter: Pernille van Dijk. 

Forlaget: Krabat. 

Udgivet: 25/06-2022.

Antal sider: 247. 

Antal stjerner: 4/5. 

Bogen er modtaget af forlaget, 
så mange tak til dem. 


Arternes opstandelse. 

Freja lever et helt stilfærdigt liv, sådan som hun foretrækker det. Hun bor i en almindelig lejlighed, går på et almindeligt universitet og har almindelige interesser. Men da den småskøre opfinder Elias flytter ind ved siden af og straks forårsager en eksplosion, bliver Frejas ellers så normale liv helt bogstaveligt vendt på hovedet med et brag.

Eksplosioner er nemlig ikke det eneste, Elias har talent for. Han har opfundet en nøgle, der kan åbne en portal ind til en verden befolket af uddøde dyr. Der er bare én ting, menneskene ikke ved. Dyrene er ikke små, nuttede, viljeløse væsener. De er vilde, de er kloge, og de er udspekulerede!



Arternes opstandelse er en serie jeg først fornyeligt har hørt om, men nu er første bog læst og jeg må sige, at det bestemt var en interessant start på serien. Jeg skal da bestemt læse videre på den, når der udkommer en fortsættelse! 

Da jeg begyndte på bogen, blev jeg egentlig ret hurtigt fanget. Handlingen startede hurtigt ud, og vi bliver hurtigt præsenteret for Freja og Elias, samt den mystiske nøgle som kan åbne en portal til en verden befolket af uddøde dyr. 
Tempoet er højt fra starten af, med alle de mystiske opfindelser Elias kommer med, samt de her uddøde dyr fangede min interesse med det samme. 
I starten var jeg ikke Frejas største fan. Hun virkede som sådan om en sød pige, men nogle af hendes holdninger omkring hvorvidt dyr er mindre værd end mennesker, gjorde mig virkelig irriteret. Ser man dog bort fra den detalje, vil jeg nu sige at jeg med tiden kom til at synes ret godt om hende. Efter hendes møde med Elias og rejserne til den mystiske verden, blødte hun virkelig op, og hun udviklede sin personlighed en del. Jeg er spændt på hvordan hun videre udvikler sig i næste bog, og om Elias stadig udfordre hende med sin specielle personlighed. 
Elias var helt klart min favorit i den her bog, og jeg var egentlig lidt trist over vi aldrig fik et kapitel fra hans vinkel, når nu han egentlig er så stor en del af handlingen. Jeg elskede han frie personlighed, der ikke bekymrede sig det mindste omkring hvad andre tænker om ham. Han er fri, nysgerrig og oplevelsessøgende, og jeg elskede det. 
Handlingen var virkelig interessant. I løbet af bogen følger vi jo ikke kun Freja, vi følger nemlig også et par af de forskellige uddøde dyr vi møder i løbet af bogen. Deres tanker omkring mennesker fik virkelig mine tanker i gang. Der er jo trods alt ofte en grund til en race er uddød, og nogle gange har det noget med os mennesker at gøre, så jeg ville helt klar kunne sætte mig ind i hvis uddøde dyr virkelig tænkte sådan om os, hvis det havde været virkeligt. - Så ikke nok med at bogen er interessant og har et ret unikt og fangende plot, så har den også fat i nogle vigtige emner omkring dyrevelfærd. 

Sproget er let og forståeligt, og med den interessante handling flyver man nærmest gennem teksten. Faktisk blev jeg også så fanget, at jeg ikke stoppede med læsningen før sidste side var vendt! 
Aldersmæssigt matcher jeg ikke rigtigt med bogen, her vil jeg nok sige at den passer bedre til 12 år og ned, men jeg vil nu også sige at ældre læsere vil kunne nyde handlingen, det gjorde jeg trods alt! 
Bogen er spækket med detaljer, som gjorde det let for læseren at forestille sig alt der sker som en lille film. Alt fra omgivelserne, personerne, de forskellige dyr og deres handlinger havde jeg nemt ved at forestille mig, hvilket også gjorde det nemmere at læne sig tilbage og nyde fortællingen. 
I løbet af bogen møder vi lidt forskellige personer og dyr, og her vil jeg sige at jeg er imponeret over hvor dygtig forfatteren har været til, at give dem alle liv og personlighed. Jeg havde nemt ved at forestille mig dem alle som ægte, samt gjorde de mig virkelig nysgerrige. Jeg glæder mig til at møde dem alle igen i næste bog!
Så alt i alt vil jeg sige det var en utroligt god læseoplevelse, og jeg glæder mig til forhåbentligt meget mere fra Pernille von Dijk. - Samtidig vil jeg da også lige anbefale jer læsere, at give bogen en chance! 








Bogen er tilsendt af forlaget til anmeldelse, og er blevet anmeldt efter egne meninger og holdninger til bogen. 

Ingen kommentarer:

Send en kommentar