Sider

lørdag den 12. november 2022

Anmeldereksemplar: Forbandelsen over Laitana #3. - Sekratura Harmada.

Laitana. 

Titel: Forbandelsen over Laitana #3. - Sekratura Harmada. 

Forfatter: Sissel Moody. 

Forlaget: Klippe. 

Udgivet: 17/09-2022. 

Antal sider: 520.

Antal stjerner: 5/5. 

Bogen er modtaget af forfatteren og forlaget, 
så tak til dem! 


Sekratura Harmada. 

Den kolde luft bedøvede mine følelser, og jeg måtte lukke øjnene. Flere skrig var ikke nødvendige. Vinden sang om vores elendighed, mens vi styrtede nedad. Hånden i min blev revet fra mig, da jeg fløj ud gennem taget på kareten.

Tror du på, at drømme kan gå i opfyldelse?
Jeg, Linea, har lært at tro på det.
Derhjemme kan jeg ikke snakke om magi. Min mor mener, det kun er noget, der findes i bøgerne. Men jeg har altid troet på det.
Og i Laitana er det så naturligt som at tage en dyb indånding.

Exma har fået et nyt våben i sin kamp for at beholde tronen. Hendes kræfter stiger, og hun kan ikke længere kontrollere uvejret, som hærger store dele af Laitana. Frelseren kæmper sine egne kampe mod sorgen, både over at miste og frygten for at møde ensomheden igen. Rollen er tung at bære. Men med en ny magisk sten har oprørsgruppen endeligen chance for at bryde forbandelsen over Laitana.
Der er bare én ting, der står i vejen for det endelige opgør ...





Forbandelsen over Laitana #3, er en fortsættelse jeg har ventet spændt og utålmodigt på siden 2019, da anden bog i serien udkom. Nu har jeg endelig fået den i hænderne, samt læst den og sikke en slutning på serien! 
Det var også en serie jeg havde ventet nervøst på, for jeg havde godt nok høje forventninger til den, samtidig med at jeg var trist over det nu er slut med Lineas eventyr til Laitana. 
Jeg trøster dog mig selv med, at jeg altid kan genlæse serien, og nyde den lige så meget som første gang. 

Da jeg begyndte på bogen, må jeg erkende at mange af de små detaljer fra de første to bøger var lidt udtværede. Det er trods alt også mange år siden jeg sidst læste på serien. Jeg vil dog sige, at forfatteren har været utroligt dygtig til at bruge de første par sider på, at gennemgå noget af alt det der skete for Linea og de andre i anden bog. Det var bestemt med til, at jeg hurtigere kunne læne mig tilbage og leve mig ind i handlingen endnu engang. 
Der er efterhånden gået lidt tid fra vi forlod Linea sidste gang, og hun har været tilbage på jorden i lidt tid, hvor hun har bearbejdet sorgen over tabet af dem vi mistede i anden bog. Hun føler sig ikke helt klar til at tage tilbage til Laitana endnu, men hun ved også godt at folket i Laitana er ved at være pressede. For Exma har fået et nyt våben i kampen for at beholde tronen. 
Linea må altså tage tilbage til Laitana og færdiggøre sin opgave som frelseren, hvilket bestemt ikke bliver en nem opgave, og ikke en uden tab undervejs. 
Jeg må sige, at jeg er virkelig imponeret over hvor langt Linea er kommet fra vi første gang mødte hende. Jeg oplevede i de første to bøger, at hun voksede utroligt meget med sin opgave som frelseren, og det må jeg sige hun også gør i denne afsluttende bog. Her videre udvikler hun sig nemlig stadig, og bliver en endnu stærkere person, med alt det hun gennemgår. 
Jeg må sige det virkelig har været en fornøjelse at følge hende, specielt fordi hun er så jordnær og nem at sætte sig ind i for mig, for hun er en jeg kunne se dele af mig selv i til tider. 
Handlingen i denne fortsættelse er mindst lige så spændende som den var i de to første bøger. Her kan vi dog godt mærke intensiteten stige, og blive mere dramatisk. Det tydeligt at mærke, at der snart kommer en ende på den her krig Exma har startet. 
I denne fortsættelse, kommer vi også endnu engang med Linea og de andre rundt omkring i Laitana, vi besøger bl.a. også steder vi har været før, i deres søgen efter en måde og redde alle de folk der gennem årene er blevet kidnappet af Exmas folk. 
Generelt vil jeg sige der ikke var et øjeblik der var kedeligt i denne slutning, og jeg må sige at forfatteren virkelig har været dygtig til at binde alle enderne sammen og få det hele til at spille sammen. 

Sproget er stadig let samt forståeligt, og med den intense og medrivende handling, er de lidt over 500 sider læst på ingen tid. 
Forfatteren er også fortsat utroligt dygtig til at beskrive og detaljere alt, på en måde der gjorde, at jeg nærmest følte jeg selv stod i Laitana og fulgte Linea og de andre på sidelinjen. 
I denne slutning møder vi endnu engang lidt nye folk, men de var stadig overskuelige at holde styr på, samt nogle karakterer der virkede fyldige og ægte. Men selv hvis det kniber med at holde styr på dem alle, er der et persongalleri bagerst i bogen, som gør det nemt og overskueligt. 
Alt i alt vil jeg sige at det har været en vidunderlig rejse med Linea til Laitana, og en rejse der har været ventetiden værd. 
Har i endnu ikke fået læst de første bøger i serien her, så kan jeg kun varmt anbefale jer at komme i gang med den, for den er skøn! 










Bogen er tilsendt af forlaget og forfatteren til anmeldelse, og er blevet anmeldt efter egne meninger og holdninger til bogen.   

Ingen kommentarer:

Send en kommentar