Sider

lørdag den 28. januar 2023

Anmeldereksemplar: De blodgyldne #2. - Nådeløs.

De blodgyldne. 

Titel: De blodgyldne #2. - Nådeløs. 

Original titel: Deathless #2. - The Merciless Ones

Forfatter: Namina Forna. 

Udgivet på dansk ved: Forlaget Gutkind. 

Udgivet på dansk den: 13/10-2022. 

Antal sider: 474.

Antal stjerner: 5/5. 

Bogen er modtaget af forlaget,
så mange tak til dem!  


Nådeløs. 

Det er nu seks måneder siden, at Deka befriede gudinderne og opdagede sandheden om sig selv.

Krig hærger over hele Otera, og befolkningen tror, at jatu er landsforrædere, mens Deka selv bliver kaldt et monster. Men kampen er kun lige begyndt, og Deka må lede offensiven, som snart viser sig at være mere omfattende end først antaget. Er de gyldne gudinder, hvad de giver sig ud for at være, og hvad er det for en mørk kraft, der truer riget? En ond og nådeløs kraft, som Deka og hendes hær må besejre, hvis ikke menneskeheden skal bukke under.





For ikke så lang tid siden, læste jeg første bog i denne serie, "De blodgyldne" faktisk slugte jeg den på ingen tid, og var med det samme utålmodig efter en fortsættelse. 
Nu har jeg så endelig fået 2'eren i hænderne, og selvfølgelig læst den. Sikke en fortsættelse, jeg er spændt og fuld af forventninger til den tredje og sidste bog i trilogien. 

Da jeg begyndte på bogen, havde jeg egentlig ret nemt ved, at leve mig ind i universet endnu engang, og følge Deka på sidelinjen. 
Fra vi slap hende i første bog, og møder hende igen i denne fortsættelse er der gået et halvt år siden hun besejrede Kejseren. Krigen hærger dog stadig landet, og folket tror nu at jatu er landsforrædere, og Deka bliver kaldt for et monster. Efter Deka fik befriet sine mødre, de gyldne gudinder, har hun fået ansvaret for at lede offensiven, hvilket ikke er en helt nem opgave.
Med tiden begynder en masse spørgsmål at dukke op for Deka, og De gyldne gudinder viser sig ikke helt at være dem de udgiver sig for at være. 
Mørke kræfter dukker op, og sætter Deka op mod gudinderne og alt hvad hun troede var det rigtigt. Endnu engang skal Deka og hendes venner kæmpe for at gøre det rigtige, da en ond og nådeløs kraft truer Deka og menneskeheden. 
Med slutningen på første bog, må jeg sige jeg var meget spændt på denne fortsættelse. Vi fandt jo ud af at dødsskrigerne i første bog slet ikke var så farlige igen, men at de var afdøde alakai søstre, som gudinderne havde skabt for at racen kunne overleve til den dag de blev befriet. 
Gudinderne skabte dog en masse spørgsmål for mig. Hvem var de mere præcis? Meget virkede rigtigt og godt efter Deka slap dem fri, men alligevel havde jeg lidt spørgsmål, og flere kom som vi mødte dem mere og mere i denne fortsættelse. 
Jeg vil ikke spoile for meget om handlingen i denne fortsættelse, men jeg kan sige at denne her onde kræft, virkelig satte gang i spørgsmålene, samtidig med at den også var med til at give svar på nogle af dem jeg havde omkring gudinderne. 
Jeg må også sige at forfatteren virkelig formåede at gøre handlingen uforudsigelig. For selvom jeg var lettere mistænksom over for gudinderne og deres motiver, så blev jeg alligevel lidt overrasket over de detaljer der blev afsløret. Det var fedt for det var bestemt med til, at gøre læsningen det mere intens. 

Handlingen i denne fortsættelse var bestemt mindst lige så spændende som i første, hvis faktisk ikke lidt mere. I første bog var det en del opbygning af universet, og introduktion til karaktererne, det var der lidt mindre af i denne del, her dominerede handlingen lidt mere, mens der i baggrunden blev bygget mere info på omkring den guddommelige del. 
Guderne kom meget mere i spild i denne del, og uden at spoile for meget kan jeg fortælle, at vi får lidt af deres baggrundshistorie, og mere om hvordan de egentlig endte med at blive spærret inde. Det fangede mig virkelig, for det gav også mere svar omkring Dekas oprindelse. 
Endnu engang sluttede bogen med lidt af en cliffhanger, som gjorde at man som læser ikke kan andet end, at blive ret så utålmodig efter endnu en fortsættelse. 
Sproget er fortsat let, og med den medrivende handling, kan man ikke andet end at føle, at bogen nærmest bare læser sig selv. 
Forfatteren bruger fortsat et rigt billedsprog, som gjorde det let at leve sig ind i universet og forestille sig omgivelserne, personerne og deres handlinger. 
Samtidig vil jeg også sige at man fortsat kan se hvordan forfatteren fletter emnerne som kvinderettigheder og ligestilling ind i den spændende handling. En ting der virkelig fascinerede og skræmte mig lidt, var hvordan nogle af de førstefødte alakai's så på fordelingen mellem mænd og kvinder. Det giver noget genkendeligt til universet, som er noget jeg tror vi alle vil kunne genkende og forestille os. 
Alt i alt vil jeg bare sige, at denne serie fortsætter med at være fangende, og jeg kan stadig kun varmt anbefale serien til jer læsere, som elsker fantasy, drama, kærlighed og mysterier omkring guddommelighed, at give den en chance! 












Bogen er tilsendt af forlaget til anmeldelse, og er blevet anmeldt efter egne meninger og holdninger til bogen. 

Ingen kommentarer:

Send en kommentar