Sider

fredag den 20. januar 2023

Anmeldereksemplar: Langt væk fra Midgård.

Midgård.

Titel: Langt væk fra Midgård. 

Forfatter: Thea Astrid. 

Forlaget: Brændpunkt. 

Udgivet: 14/09-2022.

Antal sider: 454. 

Antal stjerner: 4/5. 

Bogen er modtaget af forlaget og forfatteren, 
så mange tak til dem! 


Langt væk fra Midgård. 

Efter jætten Frøydis har genetableret jætteøen Vølukur, prøver hun desperat at indfri den ed, som hun har afgivet til øens folk; at de skal kunne leve i fred. 
Men både jætter og mennesker er ude efter at erobre Vølukur, og da Frøydis begår en fatal udåd mod en storjætte, bliver hun nødt til at rejse til jætternes land, Udgård, for at sikre Vølukurs overlevelse.




For ca. 2 år siden læste jeg første bog i denne serie, og var ret fascineret af universet og skrivestilen, men dog ikke 100% fanget. Nu har jeg dog læst anden bog i serien, "Langt væk fra Midgård." og jeg er solgt. 
Denne selvstændige fortsættelse er virkelig fantastisk, og nogle af de detaljer jeg ikke var så vild med i første bog, er virkelig blevet forbedret! 
Jeg venter nu meget spændt på den tredje bog i serien, og ikke mindst har jeg også høje forventninger! 

Da jeg begyndte på bogen, må jeg indrømme at jeg ikke kunne huske voldsomt meget fra den første bog, men det var heldigvis ikke noget problem, da bogen jo heldigvis kunne læses selvstændigt. Hurtigt blev jeg dog fanget af Frøydis, og hendes mål om at sørge for fred og sikkerhed på Vølkur. 
Frøydis har vi sådan set mødt i første bog, ikke at jeg rigtigt kunne huske hende. Hun er en interessant person, og hun fangede hurtigt min opmærksomhed. Hun er opmærksom, omsorgsfuld og stærk. Hun er hårdt ramt af sin fortid som slave, og plages en del med minderne, men kampen om at sikre folkets frihed på Vølukur holder hende i gang. 
I et forsøg på at sikre freden tager Frøydis til fastlandet for at indgå fred med storjætten. Det går dog helt galt, da de ender i baghold, og Frøydis begår en fatal udåd. For at sikre sit folks overlevelse, tager hun til Udgård, hvor resten af jætterne bord, i håb om at finde en løsning på sit problem. 
Frøydis er vores primære hovedperson i denne del af bogen, vi følger dog også 4-5 andre synsvinkler undervejs, alle nogle som tager med Frøydis til Udgård. 
I første bog manglede jeg virkelig overblik over vores synsvinkler, men her må jeg sige at forfatteren virkelig har forbedret sig. Der var kun en vinkel pr. kapitel, og det var utroligt nemt at skelne de forskellige personer fra hinanden. Samtidig vil jeg sige, at trods der var en del vinkler at holde styr på, blev det aldrig for meget. På hver deres måde vækkede de min nysgerrighed og interesse. Der var dog en enkel vinkel jeg bare ikke brød mig om, nemlig Kjetan. Han var bedrevidende, frembrusende og helt utroligt ulidelig at følge og høre om. Trods dette vil jeg da sige at han gjorde noget godt og vigtigt for fortællingen, så trods jeg bare ikke kunne fordrage ham, så ville jeg ikke have undværet ham i bogen. 
En karakter jeg dog godt kunne lidt udover Frøydis, det var Jøll. Han var så sød, blid og opmærksom. En stærk mand, men også følsom. Loyal til det inderste. Jeg nød virkelig at følge ham. 

Handlingen i denne fortsættelse, var utroligt spændende. Den startede sådan set ret hurtigt ud med, at Frøydis kommer til at begå sin udåd, og hun dermed må finde en løsning på hele problematikken. 
Vi forlader forholdsvis hurtigt Vølukur og kommer med Frøydis og hendes folk ud på en rejse gennem Udgård, hvor vi møder gamle karakterer, og nye. 
Turen gennem Udgård fangede mig virkelig, og alle deres komplikationer undervejs gjorde bogen utroligt svær at slippe. Trods der sker lidt forskelligt undervejs, vil jeg sige det aldrig blev for meget. Spændingen steg og faldt i et tempo, som gjorde det svært at slippe bogen, da man bare måtte vide hvordan det hele ville ende. 
Sproget i bogen er let, men også præget af et gammeldags sprog, som gjorde indlevelsen det nemmere. Trods det jo så er lidt gammeldags sproget, så vil jeg alligevel sige at siderne nærmest vendte sig selv. 
Hvor jeg til tider følte sproget blev stift og energiforladt i første bog, vil jeg sige at det har ændret sig meget i denne her. 
Jeg vil sige, at forfatteren har virkelig forbedret sin skrivestil fra første bog af, og jeg er fortsat meget spændt på hvordan forfatteren udvikler sin skrivning. 
Har i endnu ikke læst bogen her, så kan jeg bestemt anbefale jer at give bogen en chance! Specielt hvis i er til nordisk mytologi. 









Bogen er tilsendt af forlaget og forfatteren til anmeldelse, og er blevet anmeldt efter egne meninger og holdninger til bogen. 

Ingen kommentarer:

Send en kommentar