Sider

søndag den 23. juli 2023

Anmeldereksemplar: En god piges guide til mord.

Pippa Fitz-Amobi. 

Titel: En god piges guide til mord #1. 

Original titel: A Good Girls Guide to Murder #1. 

Forfatter: Holly Jackson. 

Udgivet på dansk ved: Gyldendal forlag. 

Udgivet på dansk den: 10/02-2023.

Antal sider: 426. 

Antal stjerner: 5/5. 

Bogen er modtaget af forlaget, 
så mange tak til dem! 


En god piges guide til mord. 

Sagen er lukket. For fem år siden blev skolepigen Andie Bell myrdet af Sal Singh. 
Politiet ved, han gjorde det. Alle i byen ved, han gjorde det. 
Men Pippa Fitz-Amobi er ikke så sikker. Hun sætter sig for at bevise, at det var den forkerte, der fik skylden for mordet. 
Men der er mange, der prøver at spænde ben for hendes projekt. 
Og hvis den rigtige morder stadig er derude, hvor langt vil vedkommende så gå for at afholde Pip fra at finde sandheden …?




Tidligere på året udkom "En god piges guide til mord" på dansk, og fik egentlig ret hurtigt meget ros fra andre bloggere, som jeg følger. 
Samtidig lød det også lige præcis som en bog for mig, så jeg vidste bare at den måtte læses. Nu har jeg så læst den, og jeg må sige at den helt bestemt levede op til forventningerne! 
Jeg skal bestemt læse mere af denne forfatter, og heldigvis er mere på dansk af Holly Jackson. 

Bogen her formåede virkelig at fange mig hurtigt. Allerede første aften fik jeg læst et godt stykke ind i bogen, og jeg havde virkelig svært ved at lægge den fra mig, for jeg måtte bare vide hvad Pippa kom frem til. 
Pippa Fitz-Amobi er overbevist om at politiet for fem år siden tog fejl da de lukkede Andie Bells sag, og konkluderede at Sal Singh var hendes morder. 
Så da Pippa er på sit sidste år og skal skrive en bestemt års opgave, bliver Andie Bells sag temaet for opgaven. 
Hurtigt får hun Sal's bror med på ideen, og sammen begynder de at undersøge sagen. Dog går der ikke lang tid før der er nogen som prøver at spænde ben for hendes projekt, og få hende til at stoppe med at undersøge sagen yderligere. 
Så hvis det ikke var Sal som myrdede Andie dengang, hvem gjorde det så? Og betyder det så at den rigtige morder stadig er på fri fod?

Jeg blev som sagt rigtig hurtigt fanget af bogen, Andie Bell sagen og vores forunderlige hovedperson Pippa. 
Pippa er en speciel pige, som virkelig ikke giver op, når hun sætter sig for at finde ud af noget bestemt, hvilket også sætter hende i lidt af nogle specielle situationer engang i mellem. Men Pippa er også en skøn pige, og hun går virkelig meget op i at dem omkring sig har det godt, hvilket også betyder, at hun sætter sig i nogle akavede og til tider farlige situationer. 
Jeg var dog helt vild med hendes ivrighed efter at finde ud af sandheden, og det faktum at hun var så åben over for at Sal kunne være uskyldig, trods en del kunne tyde på, at han ikke var. 
Flere beviser rettede sig nemlig imod Sal, og da han begik selvmord bare få dage efter Andies selvmord, virkede det også bare som et tegn på skyld. Selv jeg troede et par gange på, at han helt sikkert var den skyldige. 
Dog må jeg også sige jeg mange gange tvivlede. Generelt vil jeg sige, at forfatteren virkelig har formået at skabe en uforudsigelig handling. Som der kom flere og flere tegn på, at Sal ikke var morderen, begyndte der også at ske mystiske ting om Pippa, som gjorde stemningen mystisk og ubehagelig. Flere blev mistænkelige, men alligevel følte jeg ikke, at jeg kunne gætte mig til hvem der havde gjort det, og jeg blev ærligtalt også ret så overrasket da morderen blev afsløret. 
Som Pippa også graver mere og mere i sagen, bliver en helt anden side af Andie også afsløret, hvilket virkelig også overraskede meget, og gjorde læsningen det mere intens. Jeg måtte bare vide mere, både om Andie, men også om dem omkring hende. For forfatteren har nemlig ikke bare skabt en medrivende handling, forfatteren har også skabt utroligt medrivende bipersoner, som virkede fyldige, ægte og utroligt mistænklige. Jo mere Pippa rippede op i de forskelliges alibier, blev hemmelighederne nemlig også afsløret, og det gjorde mig utroligt nysgerrig på hvordan de forskellige hver især var blandet ind i sagen. 
Alt i alt vil jeg virkelig sige at handlingen var fantastisk medrivende, og det er en bog jeg vil kunne læse igen og igen og blive lige overrasket over hver gang.

Sproget er let, og bogen er bygget op på en speciel måde, som gør man flyver gennem nogle af siderne på ingen tid. Det nemlig ikke alle sider, som der står lige meget på, og med den intense handling, oplevede jeg bare som læser, at det gik utroligt hurtigt. 
Dette er min første gangs oplevelse af Holly Jacksons skrivestil, og jeg er virkelig vild med den! Den er medrivende, og fuld af detaljer som gjorde det let, at leve sig ind i handlingen og føle at man fulgte Pippa på sidelinjen i hendes søgen på retfærdighed. 
Så søger du en krimi som er fangende, fuld af mysterier og en underholdende hovedperson, så kan jeg helt bestemt anbefale denne her! Så håber jeg bare I bliver ligeså fanget af handlingen som jeg gjorde! 










Bogen er tilsendt af forlaget til anmeldelse, og er blevet anmeldt efter egne meninger og holdninger til bogen. 

Ingen kommentarer:

Send en kommentar