søndag den 5. juli 2026

Anmeldereksemplar/Reklame - Vølvens Vej #5 - Flammesværdet

Vølvens Vej. 

Titel: Vølvens Vej #5. - Flammesværdet. 

Forfatter: Anne-Mette Vedsø Olesen. 

Forlaget: Lindhardt & Ringhof. 

Udgivet: 19/09-2025.

Antal sider: 447. 

Antal stjerner: 5/5. 

Bogen er tilsendt af forlaget og forfatteren,
så mange tak til dem! 


Flammesværdet. 

Synerne er ved at tage magten over Snehild, der må opsøge asegudernes konge Odin i Asgård, for at genvinde kontrollen over sine vølveevner. 
Imens tiltager opløsningen i Yggdrasil, fimbulvinteren strammer sit knugende greb, og i dybet bobler essen hos ildjætterne. Den lovløse kragedronning Berghild samler røverklanen til strid under sit hævnsværd, i Alflev opfostrer høvding Une den dræbte kong Aslaks søn, og i Himlinge smeder ypperstepræstinden Ragnfrid rænker mod det nye kongepar. 
Hver niende dag skælver verden, når den lænkede Loke skriger af smerte. Men hvad er asernes rolle i den forestående undergang? Og hvilken skæbne venter Snehild?





Jeg har haft denne femte og afsluttende bog liggende på min reol siden den udkom, klar til at blive læst, jeg har dog bare ikke været helt klar til at slippe dette fantastiske univers endnu.
Nu har jeg dog endelig fået taget mig sammen til at læse den, og sikke en fantastisk slutning. 
Forfatteren formår virkelig at få samlet alle de løse tråde op og give os læsere en fantastisk medrivende slutning, som giver svar på alle de spørgsmål de første fire bøger skabte. 

I denne femte og afsluttende bog raser Ragnarok. Fimbulvinteren raser, og synerne er ved at tage magten over Snehild.  
Snehild er derfor tvunget til at opsøge asegudernes konge Odin, i håb om han kan hjælpe hende med genvinde kontrollen over sine vølveevner, men dette er ingen nem rejse. 
Samtidig er Bjerghild ved at samle sin røverklan så hun kan få sin hævn over Ørnen. 
I Himlinge smeder Ragfrid stadig sine planer for at få mest muligt magt. 
Generelt sker der rigtig meget i denne afsluttende bog, men det hele er spredt god ud, så det aldrig bliver overvældende. 

Som i de andre bøger skifter vi flittigt mellem Snehild, Ragnfrid, Berghild, og Brynulf, og vi kan virkelig mærke spændingen stige fra hvert kapitel vi kommer gennem. 
I sidste bog var min interesse for Berghild virkelig steget, og endnu engang var det en fornøjelse at følge hende gennem hendes lederskab og rejse for at finde ro og tilfredstillelse i verdenen. Hun er så småt ved at finde sin rolle som Kragedronning, men hun plages stadig at sin iver efter at få hævn, og det var interessant at se hendes rejse til hvor hun ender i slutningen, hvilket jeg vil sige var en super fin udvikling. 
Snehild er nok den karakter som udvikler sig mest fra start til slut. Hun kommer gennem rigtig meget fra vi møder hende som en ung pige i starten, til vi følger hende som en ung stærk vølve i denne sidste bog. Hun har været gennem en masse på sin rejse gennem de ni riger. Hun har lært en masse som har gjort hende til en stærk vølve, men ikke mindst har hun også lært en masse om sig selv, og hvilken vej hun rent faktisk vil gå. Så det var en fornøjelse at følge hende til sin slutning, og selvom det måske ikke var den slutning jeg havde regnet med, så var den bestemt tilfredstillende for mig som læser. 
Vi følger også stadig Ragnfrid og Brynulf, to som primært har holdt sig i Himlinge og holdt os opdaterede på hvad der sker i Snehilds hjemby. 
Jeg tog mig selv i flere gange at ønske vi fik flere kapitler fra disse to, for jeg må sige selvom de ikke var mine favoritter, så havde de gang i en masse interessante ting. Og jeg vil sige deres slutning var bestemt også anderledes end regnet med. 

Som tidligere nævnt sker der en masse, vi ser Snehild gå sine egne veje imod Aserne, vi ser Berghild finde sin rette rolle som kragedronning, og vi ser Brynulf og Ragnhild smede sine egne planer hjemme i Himlinge, og samtidig raser Ragnarok. Jeg ved egentlig ikke helt hvad jeg havde forventet der ville ske i denne slutning, men bestemt intet at det som rent faktisk skete, men jeg elskede alt ved det. 
Forfatteren formåede at skabe en helt fantastisk slutning, som på intet tidspunkt for mig som læser virkede forudsigelig eller kedelig! Og jeg kan kun tale godt om serien generelt. 

Så står du og leder efter en fantasy serie som tager udgangspunkt i den nordiske mytologi, og samtidig stadig har en masse strid, drama og romance, og ikke bliver alt for overdrevet, så er den her serie lige noget for jer! 
Så håber jeg bare i vil nyde den ligeså meget som jeg gjorde! 










Bogen er tilsendt af forlaget og forfatteren til anmeldelse, og er blevet anmeldt efter egne holdninger og meninger om bogen! 

Ingen kommentarer:

Send en kommentar