tirsdag den 6. august 2024

Anmeldereksemplar: Dukkernes Liv.

Dukkernes Liv. 

Titel: Dukkernes liv. 

Original titel: In The Life of Puppets. 

Forfatter: T. J. Klune. 

Udgivet på dansk ved: Memoris forlag.

Udgivet på dansk den: 20/10-2023. 

Antal sider: 447. 

Antal stjerner: 4/5. 

Bogen er modtaget af forlaget, 
så mange tak til dem! 


Dukkernes liv. 

Dybt inde i skoven bor opfinderen Giovanni sammen med sin søn Victor og to robotter, han selv har bygget: en brutalt ærlig, småsociopatisk sygeplejerskerobot og en lille støvsuger, der higer efter kærlighed og opmærksomhed. 

Idyllen bliver brudt, da onde kræfter tager Giovanni til fange, så Victor sammen med sin lille, særegne familie må rejse gennem et overjordisk landskab for at redde ham. Den farefulde rejse tvinger Victor til at tage stilling til, hvem han tør stole på, og hvad der er vigtigst i livet.




Jeg har ikke læst mange bøger af T. J. Klune, men de bøger jeg gennem årene efterhånden har læst, har jeg knus elsket fra start til slut, så da jeg modtog denne bog her, så var det også med høje forventninger til den. 
Nu har jeg så fået læst den, og jeg må sige jeg har virkelig mange blandede følelser omkring den. På mange måder elskede jeg den virkelig, men jeg vil også sige den dog ikke fangede mig helt så meget som forfatterens tidligere bøger. 
Med det sagt var det en virkelig interessant læseoplevelse, og jeg vil helt bestemt læse den igen en dag, og med sikkerhed nyde den lige så meget som jeg gjorde ved læsningen første gang, for den havde bestemt sine fantastiske og medrivende kvaliteter. 

Dybt inde i en skov, langt fra byerne og andre folk bor android opfinderen Giovanni sammen med sin menneske søn Victor, og de to robotter som Victor har lavet. 
Sammen med den brutalt ærlige og småsociopatiske sygeplejerskerobot og den lille søde støvsuger som higer efter kærlighed og opmærksomhed, har Victor taget sin fars kærlighed for opfindelser til sig, og leder konstant efter nyt at opfinde. 
En dag finder Victor en ødelagt android på lossepladsen ikke langt fra deres hjem i skoven, og beslutter sig for at reparere den. 
Herefter vælter idylen i den ellers stille skov, og Giovanni bliver taget til fange. Victor må med sin familie rejse gennem skoven for at redde sin far og idylen. Men det er en farefuld og vild rejse med mange overraskelser.... 

Da jeg gik i gang med bogen havde jeg en god sjat forventninger til bogen her, og jeg må sige i starten levede den ikke rigtigt op til dem. Det var en underlig bog, og jeg havde faktisk lidt svært ved i starten helt at investere min opmærksomhed i handlingen. Dog må jeg sige det ændrede sig da jeg kom lidt over 100 sider ind i bogen, og handlingen for alvor begyndte. 
Med tiden blev jeg altså virkelig investeret, og jeg endte også virkelig med at holde af Victor og hans særegne familie. 
Jeg kunne virkelig godt lide den her personlige udvikling som Victor kommer ud på i løbet af den her rejse som han kommer ud på. I starten er han meget ubevidst om hvem han egentlig er, og hvad det på mange måder vil sige at være et menneske, da han jo er vokset op med en android som far. Men på den her rejse bliver der opbragt mange spørgsmål til menneskeheden og Victors rolle, som gør han også må reflektere og lære mere om sig selv, og her må jeg sige han virkelig udvikler sig med tiden. 
Selve handlingen var nok det som ikke helt fangede mig i starten. Der skete ikke så meget, vi var bare i skoven og fulgte Victor i sin søgen efter dele og robotter at reparere. Samt havde vi den her lidt agressive sygeplejerskerobot og en meget usikker og kærlighedshungrende robot jeg ikke helt vidste hvordan jeg skulle se på. Men som jeg kom længere ind i bogen, og kom tættere på vores specielle karakterer, forelskede jeg mig virkelig i dem. Jeg faldt for deres sære træk og specielle personligheder, og nød virkelig at følge dem alle. 

Sproget er som i Klunes andre bøger fyldigt og let at leve sig ind i på en måde, hvor man nærmest føler at man er en del af handlingen og står i samme omgivelser som vores hovedpersoner. 
I starten af bogen sker der ikke voldsomt meget, men som vi kommer længere ind trapper intensiteten af handling også op, og jeg må sige at man med tiden virkelig bliver investeret og fanget af alt det der sker. 
Selvom dette er en fantasyfortælling om en fremtid, hvor androids overtager og har styret over verdenen, så har den også en smuk dybde som man ikke kan overse. Dette er nemlig en smuk fortælling om, at selvom man er forskellig, og ikke nødvendigvis ligner hinanden, så kan man stadig elske og være sammen med hinanden, som familie eller mere. 
Jeg elsker virkelig hvordan Klunes fortællinger altid har en større dybde end bare at være en fangende fortælling. 
Jeg kan heller ikke andet end at anbefale bogen til alle som har nydt Klunes andre bøger, eller bare søger noget unikt! 










Bogen er tilsendt af forlaget til anmeldelse, og er blevet anmeldt efter egne holdninger og meninger til bogen.  

Ingen kommentarer:

Send en kommentar