tirsdag den 11. juli 2023

Anmeldereksemplar: Darcy & Rachel #2. - I Tykt og Tyndt.

Darcy & Rachel. 

Titel: Darcy & Rachel #2. - I Tykt og Tyndt. 

Original titel: Darcy & Rachel #2. - Something Blue. 

Forfatter: Emily Giffin. 

Udgivet på dansk ved: Forlaget Memoris. 

Udgivet på dansk den: 09/05-2023. 

Antal sider: 395. 

Antal stjerner: 4/5

Bogen er modtaget af forlaget, 
så mange tak til dem! 



I tykt og tyndt. 

Darcy havde det perfekte liv: Hun skulle giftes, og hendes bedste veninde var der til at dele alle livets fantastiske stunder med hende. Folk omkring hende syntes, at hun var det smukkeste og mest vidunderlige, der kunne gå på to ben.
Men bedsteveninden stjal den forlovede, og for første gang i sit liv står Darcy nu mutters alene. Og så er hun tilmed gravid. Darcy flygter til London for at genfinde sig selv. Men måske er det på tide at lægge stilen om og finde ud af, hvad der virkelig betyder noget her i livet.




Jeg læste fornyeligt "Min bedste venindes forlovede" som er en forgænger til denne her. Jeg vil dog mene, at man godt kan læse dem uafhængigt af hinanden, da meget af foregående bogs handling bliver nævnt i denne her. 
Dog anbefaler jeg da helt klart at læse dem begge, da de begge er utroligt underholdende og gode læseoplevelser. 

Da jeg begyndte på bogen her, var jeg meget spændt på at skulle følge Darcy tæt på. I første bog kunne jeg nemlig på ingen måder fordrage hende. Hun var overfladisk, egoistisk og utroligt dobbeltmoralsk, generelt irriterede hendes personlighed mig virkelig meget, så jeg var spændt på om jeg også ville synes det i denne her. 
Og det må jeg bestemt sige, at jeg gjorde! Faktisk synes jeg det var endnu værre at følge hende tæt på, end at høre om hende fra en andens synsvinkel. 
Darcy er en kvinde som virkelig sætter pris på sit udseende, hvilket også lidt virker som alt hvad hun har. Det hvert fald lidt det hun selv føler. Bare hun er smuk, så alt godt. Hvert fald lige indtil veninden stjæler hendes forlovede, og hun ender med at blive gravid, med manden hun selv var sin forlovede utro med... 

Darcy havde det perfekte liv. Hun havde en lækker forlovet, og hendes bedste veninde var der altid for hende, og til at dele alle de perfekte stunder med. Pludselig manglede hun både den forlovede og veninden, og står alene og gravid med en helt anden mands barn... 
For at flygte fra det hele tager hun til London, hvor hun vil genfinde sig selv, og måske endda lægge hele stilen om, og finde ud af hvad hun virkelig gerne vil. 
Men hvad betyder det for hende at lægge stilen om, og hvad kræver det? 

Jeg må sige at gennem de første 300 sider, kunne jeg virkelig ikke fordrage Darcy. Selve handlingen var jeg da fanget af, og jeg var da også fanget af den måde som Darcy konstant pålagde alle andre skylden for, hvor forfærdeligt hun havde det, og hvordan hun ikke kunne se sine egne fejl. 
Gennem det meste af bogen nægter hun nemlig at tage ansvar for sin del af bruddet med Dex. Hun ser det som Dex og Rachels fejl, og at hun intet har gjort forkert, hvilket i min verden er meget dobbeltmoralsk, for hun gjorde jo egentlig det samme. 
Samtidig er det egentlig også lidt som om hun ikke helt vil acceptere faktummet, at hun er gravid og nu har et andet liv at tænke på end sit eget. Hendes verden centrerer stadig meget om sit udseende, shopping og at finde en ny rig mand som kan tage sig af hende. 
Jeg kunne dog egentlig godt forstå, hvorfor hun er blevet som hun er, med den opvækst hun har haft. Hendes familie har ikke støttet op om hendes faglige viden eller opførsel overfor andre, men derimod kun kommenteret og rettet på hendes udseende, hvilket jo gør, at det giver mening, at det er det eneste hun går op i. 
Med det sagt, så sker der noget da hun ender i London. Efter noget tid, får hendes "roommate" nok af hendes attitude og opførsel, og giver hende et indblik i virkeligheden. Hun begynder så småt at acceptere sine egne fejl og dummerter, og begynder at lægge sin attitude om. Jeg så faktisk en tydelig ændring i hende, og en udvikling til noget positivt, og begyndte dermed at synes lidt mere om hende, da hun begynder at tage ansvar over for sig selv, sine fejl og sin graviditet. 
Grunden til jeg ikke kunne give bogen den sidste stjerne, var dog at den her virkelig fine udvikling kom alt for sent i bogen efter min mening, og virkede derfor ret forhastet. Var udviklingen begyndt måske 50-70 sider før den gjorde, så tror jeg bestemt den havde trukket den sidste stjerne i land, for den gjorde virkelig noget skønt for bogen, og gjorde både handling og hovedperson skøn.
Så alt i alt vil jeg siger at selvom jeg ikke kunne fordrage Darcy i over halvdelen af bogen, var der bestemt noget ved handlingen som virkelig fangede mig, og med tiden vandt Darcy også lidt af min interesse. 
Så har du læst første bog i serien, eller bare søger en underholdende bog, med lidt af en karakterudvikling, så kan jeg bestemt anbefale bogen her! 










Bogen er tilsendt af forlaget til en anmeldelse, og er blevet anmeldt efter egne meninger og holdninger til bogen. 

Ingen kommentarer:

Send en kommentar