Experimentet.
Titel: Experimentet #2. - Rejsen.
Forfatter: Susanne Aalling Ovesen.
Forlaget: Lars A.R. Stender.
Udgivet: 14/09-2019.
Antal sider: 283.
Antal stjerner: 3,5/5.
Bogen er modtaget af forfatteren,
så mange tak til hende!
Rejsen.
Midt om natten flygter Sophia sammen med William til London, hvor de skal mødes med April og de andre helblandet - de, der er som William, og som bærer det samme DNA som Sophia. Spørgsmålet er dog, om de andre vil kunne acceptere Sophia, når hun har haft uhyret efter sig, og måske stadigvæk har?
Rejsen går ikke som planlagt.
Rejsen går ikke som planlagt.
Sophia bliver forfulgt, og da forfølgeren er tæt på at indhente hende, flygter hun sammen med William og de andre helblandede....
Denne fortsættelse, er en jeg har været ret spændt på at fortsætte på, specielt efter den ret interessante etter "De andre" som startede noget interessant ud, og sluttede ved et intenst sted.
Nu har jeg fået læst den, og den bliver da bare mere og mere intens, jeg venter hvert fald meget utålmodigt og spændt på tredje, og vidst nok sidste bind i serien.
Da jeg begyndte på bogen, var jeg fuld af spænding og forventninger. Jeg blev sådan set også ret hurtigt fanget, og havde virkelig svært ved at lægge den fra mig, da jeg først kom i gang.
I slutningen af første bog, valgte Sophia jo at forlade sin familie midt om natten, for at flygte sammen med William til London.
Hun efterlader et brev, men snakker sådan set også ret hurtigt med sin mor, og forklarer at hun snart vil være tilbage.
Så i starten af anden bog, er vi altså på vej mod London, for at møde en af de andre helblandede, nemlig April.
Sophia er både spændt, men også nervøs, samtidig med hun faktisk også bare bærer på noget jalousi, for hvad nu hvis April er et bedre match til William end hun er...
Sophia er faktisk generelt bare utroligt jaloux, hvilket egentlig overraskede mig en del. Hun kan jo fornemme andres følelser ret intenst, og da hun er begyndt og kunne mærke William i slutningen af første bog, så burde hun jo være 100% sikker på Williams følelser for hende.
Jeg morede mig nok lidt over hendes jalousi, men jeg vil også sige at det var med til at menneskeliggøre hende en del, for jalousi er en del af os, og vi kan ikke rigtigt komme udenom at vi alle bliver lidt jaloux engang i mellem.
Sophia begynder dog også at udvikle sig personlighedsmæssigt i denne del. Hun udforsker sine evner mere og mere, og begynder at hvile mere i sig selv, hvilket virkelig rykker hende i sin udvikling. Hun begynder at blive mere selvsikker, og det er en udvikling jeg virkelig godt kan lide.
Jeg er meget spændt på hvordan hun videre udvikler sig i næste bog, specielt med den slutning vi fik her. For det er noget der kommer til at forandre hendes liv drastisk...
William kommer vi også lidt tættere på, specielt nu hvor Sophia kan mærke hans følelser. Jeg vil sige at William også ændre sig lidt, han bliver blødere og mere følsom, og han lukker ikke i på samme måde som i første bog, og det elskede jeg.
Jeg kan hvert fald lide ham meget bedre end i første bog nu.
Handlingen bliver også mere og mere intens. Vi begynder så småt at udforske deres race mere og mere, samt berører vi også emnet med de andre lidt mere, dog stadig ikke i lige så høj grad som jeg egentlig gerne ville, men jeg kan håbe vi får mere i næste bog.
En detalje jeg virkelig godt kunne lide ved bogen her, var at vi får en ny synsvinkel, og den er ret så mystisk og anonym. Det er nemlig Sophias forfølger vi får kapitler fra.
Vi ved ikke hvem han er, men at han arbejder for en, som virkelig gerne vil vide mere om Sophia. Jeg kunne godt lide kapitlerne, for de var interessante og vakte en masse nysgerrighed i mig. Derimod kunne jeg ikke lide personen, han var bare lidt ubehagelig.
Men vinklen og handlingerne har virkelig skabt en masse spørgsmål, for hvem er det der vil vide mere, hvem er efter Sophia, og hvorfor?
Jeg glæder mig hvert fald meget til at læse videre, og få svar på alle mine spørgsmål.
Så er der slutningen, nøj hvor var det lidt en twist jeg ikke havde set komme. Jeg er ret spændt på at se hvordan det kommer til at påvirke Sophia og Williams forhold i næste bog, for det var ikke en lille ting der skete, men derimod en ret livsforandrende detalje.
Jeg kan godt lide der begynder at ske lidt mere i forhold til handlingen, så det er hvert fald det der har trukket op i min bedømmelse denne gang.
Dog oplevede jeg stadig lidt følelsen af gentagelser og lidt unødvendig fylde, hvilket desværre trak ned i min bedømmelse igen. Men der er fremskridt, for det er ikke i lige så stor en grad, som i første bog.
Sproget er også stadig let og forståeligt, samt var følelsen igen bare at siderne læste sig selv.
Der bliver også stadig brugt et rigt billedsprog, som gjorde det let at leve sig ind i fortællingen, og nærmest føle man fulgte Sophia og den anonyme på sidelinjen.
Forfatteren er også god til at få lagt masser følelser i teksten, som gjorde det let endnu engang at fornemme de forskelliges følelser i diverse situationer.
Vi møder jo også en lille håndfuld nye personer i denne del, og der vil jeg sige at forfatteren også har været dygtig til at gøre dem interessante og ægte og selvfølgelig relevante for fortællingen. Så det er endnu et plus!
Men alt i alt vil jeg sige at denne fortsættelse levede op til sin etter, og jeg glæder mig til næste bog.
Så vil jeg selvfølgelig også lige anbefale den, for den fortjener bestemt en chance. Så elsker du fantasy, mysterier og kærlighed, så læst den her serie!
Bogen er tilsendt af forfatteren til anmeldelse, og er blevet anmeldt efter egne meninger og holdninger til bogen.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar