tirsdag den 22. februar 2022

Anmeldereksemplar: Murens Vogter #2. - Den syvende sten.

Murens vogter. 

Titel: Murens Vogter #2. - Den syvende sten. 

Forfatter: Sofie M. Rodam. 

Forlaget: Mellemgaard.

Udgivet: 22/11-2021.    

Antal sider: 282. 

Antal stjerner: 4/5. 

Bogen er modtaget af forlaget og forfatteren, 

så mange tak til dem! 


Den syvende sten. 

Vogternes Hus er brændt ned. Vogterne er døde, og Modstandsgruppen har taget medaljonerne. Dana er på flugt med en lille gruppe af Beskyttere, og det er nu deres opgave at få medaljonerne tilbage. Dana er den sidste Vogter. 
Hun er nu nødt til at få sine kræfter under kontrol og genvinde Beskytternes tillid. Det er dog lettere sagt end gjort, for hvordan skal hun kunne få sine kræfter under kontrol, når hun lige så stille begynder at miste kontrollen over sig selv? 
Milo har kun en opgave. At skaffe den sidste medaljon, koste hvad det vil. 
Er han i stand til at bevise sit værd til Modstandsgruppen, eller vil hans følelser for Dana stå i vejen for ham? 




"Murens Vogter" er en serie jeg ærligtalt ikke troede jeg ville få læst videre på. Jeg var jo ikke synderligt vild med første bog, men forfatteren fik mig overtalt, og det kan jeg fortælle at jeg er meget glad for. 
For det viser sig at mange af de detaljer jeg nævnte omkring bog et, er blevet forbedret betydeligt, og forfatteren har virkelig gjort fremskridt. 
Jeg skal bestemt læse videre på denne serie, og ønsker da også at læse andet af forfatteren en dag. 

Da jeg begyndte på bogen, havde jeg ikke de største forventninger, men jeg var da alligevel lidt nysgerrig samt spændt på at se hvad bogen nu gemte på. 
Det er efterhånden lidt tid siden jeg læste første bog, så det var ikke helt alle detaljer der stod skarpt i min hukommelse, men jeg må sige at de kom overraskende hurtigt til mig, og gjorde dermed at jeg nemmere kunne fordybe mig i universet igen. 
Jeg var ikke helt vild med Dana, hun var så fuld af vrede og frustrationer, at det var den eneste følelse jeg fornemmede fra hende. Det var med til at jeg følte man altid var på afstand af hende, og ikke rigtigt kom tæt på hende. Hun virkede ærligtalt lidt flad, men det kan jeg så afsløre for jer, at det gør hun bestemt ikke længere! Dana har fået fylde og energi i sig, og jeg må sige at jeg er imponeret over at forfatteren har kunne gøre det på en så glidende måde, at det ikke bare føltes som om Dana var blevet udskiftet og erstattet med en der var mere fyldig. 
Jeg kan altså sige, at jeg med tiden er kommet til at synes bedre om Dana. Hun er stadig præget af en indre vrede og frustration, men hun rummer nu også glæde, sorg, kærlighed og mange flere følelser, som er med til at gøre hende så meget mere ægte. Dana kommer ud på lidt af en udvikling i bogen her, og jeg er virkelig spændt på at se hvordan hun videre udvikler sig. 

Handlingen vil jeg også sige at der er arbejdet godt og grundigt på. Hvor jeg i første bog følte der konstant skete noget, vil jeg sige at denne fortsættelse er roligere, men bestemt ikke kedelig af den grund. Selvom det ikke var fordi der skete noget voldsomt og vildt konstant, så var handlingen stadig medrivende og interessant. I denne del fylder kærligheden stadig meget for Dana, trods situationerne med vogterne samt stenene som modstandsgruppen har fået fat i. Hun er overbevist om at Kat stadig er den rette for hende, og det kæmper hun for, men andre hændelser får med tiden tankerne til at løbe for Dana, og følelserne ændrer sig lidt. 
I løbet af bogen får vi jo også kapitler fra Milo, som er med i modstandsgruppen, og jeg vil sige jeg var ret vild med den fordeling der var, at når der for eksempel skete noget spændende ved Dana, så skiftede den lige til Milo et kapitel, og gjorde læsningen det mere intens, fordi man som læser bare, må læse videre for at finde ud af hvad der sker det andet sted. 
Jeg kunne nu ret godt lide Milo, men han var bestemt også en forvirrende fyr. Udadtil virker han selvsikker og målbevidst, men under de lag er han i virkeligheden meget usikker, og slås meget med sine følelser. Han gjorde mig nysgerrig, og jeg er virkelig spændt på at se hvordan det ender for ham næste gang.
Sproget er som i første bog let og man føler nærmest, at teksten læser sig selv så hurtigt som læsningen går.  
Forfatteren bruger også en rigtig fin mængde detaljer til at beskrive alt der sker, samt omgivelserne og personerne. Jeg havde hvert fald meget nemt ved at leve mig ind i teksten og føle, at jeg fulgte personerne på sidelinjen. 
Nu til grunden til den manglende stjerne, og det er at jeg stadig føler at bipersonerne til tider virkede flade. Det kan mærkes at de er blevet arbejdet med, men jeg føler nu stadig til tider at de virkede lidt flade og uinteressante, men der er bestemt fremskridt som kan mærkes, bare ikke helt nok til at kunne give den sidste stjerne. 
Men alt i alt vil jeg sige at forfatteren har klaret den godt med denne fortsættelse, og jeg glæder mig virkelig til at læse fortsættelsen. 












Bogen er tilsendt af forlaget og forfatteren til anmeldelse, og er blevet anmeldt efter egne meninger og holdninger til bogen. 

Ingen kommentarer:

Send en kommentar