søndag den 5. juni 2022

Anmeldereksemplar: Midsommerens offer.

Midsommerens offer

Titel: Midsommerens offer. 

Forfatter: Katrine Skovgaard. 

Forlaget: Calibat. 

Udgivet: 26/05-2021. 

Antal sider: 264. 

Antal stjerner: 4/5. 

Bogen er modtaget af forfatteren, 
så mange tak til hende!  


Kejsa & offeret. 

Magien er ved at forsvinde. Hvis Kajsa og resten af hendes heksesøstre ikke bringer et menneskeoffer til midsommer, vil Moderens magi forsvinde for altid. 
Heldigvis er Kajsas mor gravid med et drengebarn, som alligevel aldrig kan blive en del af deres verden. 
Men Kajsas mor skjuler barnet i verden udenfor, og Kajsa drager ud for at finde ham. Her møder hun Camilla, der introducerer hende for en verden af teknologi, fester og venskaber. Og så er der Mathias, der er uendeligt langt fra de skrækhistorier, hun har hørt om mænd. 
Kajsa må finde ud af, hvad sandheden er om denne nye verden. 
Men vigtigst af alt må hun finde sin lillebror inden midsommer, så de kan få magien tilbage, før deres samfund smuldrer.



"Midsommerens offer" Er en bog jeg egentlig har været nysgerrig på siden dens udgivelse, så da jeg endelig fik den i mine hænder, var jeg meget spændt på at komme i gang med læsningen!
Nu er den så læst, og sikke en læseoplevelse! Jeg vil bestemt gerne læse mere af Katrine Skovgaard snart. 

Da jeg begyndte på bogen, var jeg meget spændt. Både fordi det her er min første oplevelse af forfatterens skrivestil, men også fordi bogen alligevel har fået en del ros. Jeg havde altså lidt høje forventninger til bogen da jeg begyndte. 
Heldigvis kan jeg afsløre med det samme, at den bestemt levede op til forventningerne. For da jeg begyndte, stoppede jeg heller ikke før jeg havde vendt sidste side. 
Bogen handler jo om Kejsa og hendes heksesøstre der lever dybt inde i skoven. Deres magi er dog ved at forsvinde, og de må yde et menneske offer for at beholde den. Dog er det et bestemt form for offer, nemlig et drengebarn. Så alle håber på at det barn som Kejsas mor bær på, er det drengebarn der skal redde deres magi. 
Kejsas mor er dog ikke lige så villig til at ofre sin søn, og skjuler barnet før de kan ofre det. Kejsa drager altså ud i verden udenfor skoven for, at finde sin lillebror, så hun kan redde magien fra at forsvinde. 
I starten var jeg ikke helt fan af Kejsa, men det bunder nok mest ud i hvor villig hun var til at ofre sin lillebror for magiens skyld. Jeg må dog sige at jeg kom til at synes okay om hende, jo længere ind i bogen jeg kom. Jeg kom til at lære hende bedre at kende, og se flere sider af hende, end den ivrige unge heks, der vil gøre alt for at blive vellidt. I det at hun drager ud i verdenen for at finde sin lillebror, ser hun jo andre måder at leve på. Det gør hende nysgerrig, og hun begynder at stille spørgsmål til, om de virkelig behøver magien for og overleve. Den udvikling hun kommer gennem fra hun forlader sine heksesøstre, var jeg vild med, og det har været en fornøjelse at følge hende i den. 

Selve handlingen var virkelig medrivende. Jeg kunne virkelig godt lide emnet med en ung heks, der vil gøre rigtig meget for at blive vellidt i sin kreds var utroligt spændende. Og at følge Kejsa på sin mission for at finde sin lillebror var virkelig spændende. 
Jeg synes det var virkelig interessant, at se hvordan hun ville klare sig i de uvante omgivelser, om hun nemt ville falde ind, eller om hun ville få svært ved at tilpasse sig det nye. 
Hun er jo vant til at bo i skoven der ikke er præget af teknologi og videnskab, samt er vokset op med at mænd er farlige, og at hun så nu skulle ind til byen, hvor alt er anderledes, præget af teknologi og videnskab, samt hvor mænd lever side om side med kvinderne, var virkelig interessant. 
Jeg vil sige at forfatteren virkelig har skabt en interessant fortælling, som både er lettere klassisk, men også har sine unikke træk der fanger læseren. Den fangede hvert fald mig. 
Sproget er let, og med den interessante handling, var det som om siderne læste sig selv. 
Dette er jo min førstegangs oplevelse af forfatterens skrivestil, så jeg var meget spændt på mængden af detaljer, og jeg kan nu afsløre at forfatteren bruger et rigt billedsprog, der gjorde det let for mig, at læne mig tilbage og forestille mig alt der skete som en lille film. 
Samtidig har forfatteren også formået at skabe fyldige og interessante karakterer. For udover vores interessante hovedperson, må jeg sige at flere af bipersonerne, også formåede at fange min interesse. Jeg kunne specielt godt lide Camilla og Mathias. 
Så alt i alt vil jeg sige, at det var en super god læseoplevelse, og jeg kun varmt kan anbefale alle fantasy elskere at give den en chance, og så håber jeg i vil finde den lige så interessant som jeg gjorde! 







Bogen er tilsendt af forfatteren til anmeldelse, og er blevet anmeldt efter egne meninger og holdninger til bogen. 

fredag den 3. juni 2022

Tbr Juni. - 2022.

 Tbr for Juni måned. 

Så har der været månedsskift igen, og det betyder som altid, at det er tid til en ny Tbr!
Maj var overraskende nok en god læsemåned trods eksamenslæsning og eksamener, så det håber jeg bestemt også juni bliver!
Vi er jo allerede et par dage inde i måneden nu mens jeg skriver indlægget, jeg har bare først haft tid til det nu, da jeg forberedte mig til min samfundsfags eksamen d. 1. & 2. juni. 
Nu mangler jeg kun 2 eksamener mere, og så står den på sommerferie for mig! 
Efter d. 8. juni har jeg også lidt mere tid mellem mine eksamener, så derfor regner jeg også med, at der bliver mere tid til læsningen der. 
Jeg har dog allerede fået læst 1 bog her i starten af måneden, og påbegyndt endnu en! 
Så indtil videre lover det godt for læsemåneden. 

Men nu til min Tbr! 

  1. Det du ikke ser. Skrevet af Michella Rasmussen. - Et anmeldereksemplar. - Bogen her har jeg fået læst, og den var fantastisk! Den er hård, og bringer mange følelser i spil, men den er også velskrevet og handlingen formår virkelig at fange læseren! Jeg glæder mig til at dele en fuld anmeldelse i løbet af måneden! - Frederikke havde styr på gymnasiet. Hun var en glad pige der elskede fester og at hænge ud med sine veninder til dans. Men i 2. g begynder tankerne at tage overhånd. Tanker om at blive syg og dø. Det hjælper ikke at hun konstant mærker forandringer på sin krop, og selvom hun går til lægen, forsvinder tankerne ikke. Frederikke fortæller ingen om sine bekymringer. Tværtimod gør hun alt for at skjule dem. En dag opdager Emil fra klassen at der er noget anderledes ved hende. Hun skubber ham væk, og først da han fortæller om en smertefuld oplevelse der har sat dybe spor i ham, tør Frederikke for første gang at åbne døren ind til de tanker og følelser hun har prøvet så ihærdigt at gemme.
    Men tør hun vise dem til andre end Emil? Vil de kunne forstå hende når hun knap nok forstår sig selv?
  2. De glemte vogtere #1. Skrevet af Andreas Boeskov. - Et anmeldereksemplar. - Jeg er påbegyndt bogen, og den er allerede meget spændende! Den er på en måde genkendelig, men også unik på sin egen måde. Jeg er meget spændt på hvordan den slutter! - Asger kan godt lide at tegne, når nu hans forældre alligevel arbejder så meget. Det er, som om de voldsomme og ulækre monstre dukker op på papiret helt af sig selv. En dag begynder han til sin rædsel at støde på de forfærdelige væsner fra tegningerne omkring sit hus, og en mystisk flok børn dukker op ud af det blå for at redde ham. Men hvor kommer de fra? Og hvorfor er det så svært at huske dem bagefter?
  3. Folk of air #3, Dronningen af intet. Skrevet af Holly Black. - Jeg læste anden bog i serien i sidste måned, og er virkelig spændt på hvordan det hele ender for Jude. Den bliver bare mere og mere nervepirrende jo længere ind jeg kommer. Er også lidt trist over jeg allerede er nået til tredje bog, for jeg er slet ikke klar til, at slippe universet endnu... - Jude er sendt i eksil i menneskeverden og sidder nu som dronning af intet. Hun ulmer af had og vil hævne sig på dem, der har fået fjernet hende fra den magtfulde position i Faerie. Der kommer uventet hjælp fra hendes tvillingesøster, der opsøger hende, da hendes liv i Faerie er i fare, og kun Jude kan hjælpe hende. Jude bliver smuglet ind i Faerie og oplever en verden, hvor meget er sket i hendes fravær. Der er varslet krig, og konflikterne synes at brede sig med raketfart. En gammel forbandelse vækkes til live og spreder rædsel overalt i Faerie og tvinger Jude til at vælge mellem sine ambitioner og sin menneskelighed. Og så er der selvfølgelig Cardan. Den forræderiske, magtsyge, selvoptagede, arrogante og ... uimodståelige konge, som Jude må tage et endeligt opgør med.
  4. Firekeepers Datter. Skrevet af Angeline Boulley. - Et uopfordret anmeldereksemplar. - Jeg modtog i sidste måned denne interessante bog! Jeg har endnu ikke rigtigt hørt så meget om bogen, men den lyder bestemt interessant! Så jeg glæder mig meget til at læse den. Ærligt er jeg også lidt i tvivl omkring genren, så jeg er spændt på hvad den egentlig rigtigt gemmer på. - Daunis har aldrig følt sig hverken hvid nok eller Ojibwe nok, og hun har derfor heller aldrig følt sig rigtigt hjemme, hverken i byen, hvor hun bor eller i det nærliggende Ojibwe-reservat: hvor hendes fars familie stammer fra. Hun glæder sig til at starte på college et helt nyt sted, men da ulykkerne pludselig begynder at vælte ned over hendes familie, føler Daunis ikke, at hun kan rejse fra sin mor. Det eneste lyspunkt er Jamie, den nye, charmerende spiller på hendes bror, Levis ishockeyhold.
  5. Er du okay Maja? Skrevet af Anika Eibe. - Vundet i en konkurrence. - Jeg var så heldig tilbage i april måned og vinde denne bog. Det en jeg har ventet på ville udkomme længe. Er du okay? serien er barsk, men også realistisk og ofte en man som læser kan relatere til. Er meget spændt på om denne bog er lige så godt skrevet som de første bøger i serien! - Har voksne nogen anelse om hvilken skade de gør når de blev skilt? Hvordan de knuser deres børns hjerter? Især når de ikke kan finde ud af at snakke sammen bagefter? Jeg tror det ikke.
    Hvis de har, ville de bide tænderne sammen og fucking holde ud. Faktisk burde de tænke på at det går ud over deres børn allerede inden de bollede udenom.
    Det gjorde far tydeligvis ikke.
    Jeg håber fandeme det var dét værd.
    Majas forældre er blevet skilt,
    og stemningen derhjemme er uudholdelig.
    Moren nægter Maja og hendes otteårige lillesøster, Ella, at se deres far,
    og det går hårdt ud over især Ella.
    Men Maja har også sit at slås med.
    For eksempel Tobias som hun har det vildeste crush på.
    Og han er blandet ind i det hele selv om han ikke ved det


Det er så månedens læseplan! 
Jeg har dog også købt mig en ny engelsk bog, den hedder "This woven kingdom" og jeg er meget spændt på at læse den. 
Jeg har lidt planlagt at læse sådan lidt løst i den i løbet af måneden, samtidig med jeg får læst bøgerne på min tbr. 
Har i nogle spændende læseplaner for juni måned? 




Tak til forlagene og forfatterne for anmeldereksemplaret! 

Michella Rasmussen: Forfatterens Facebook side.
Andreas Boeskov: Forfatterens Facebook side.
Forlaget Gutkind: https://gutkind.dk/

mandag den 30. maj 2022

Anmeldereksemplar: Kærlighedsgåder #3. - Hvorfor ikke?

Kærlighedsgåder

Titel: Kærlighedsgåder #3. - Hvorfor ikke?

Original titel: Love riddles #3. - Why not?

Forfatter: Carey Heywood. 

Udgivet på dansk ved: Palatium Books. 

Udgivet på dansk den: 28/03-2022.

Antal sider: 260. 

Antal stjerner: 4/5. 

Bogen er modtaget af forlaget, 
så mange tak til dem! 


Hvorfor ikke? 

Reilly er hende, alle piger gerne vil være venner med, og hende, alle mænd vil date. 
Men sådan har det ikke altid været. 
Da Reilly gik i high school, var hun stormende – og hemmeligt – forelsket i den lidt ældre Trip. Trip anede knap, at Reilly eksisterede, og da han blev færdig med skolen, flyttede han fra byen. Mens Trip uddannede sig i politiet, blev Reilly Ferncliffs feterede tv-journalist og ikke så lidt af en berømthed i det lille samfund.
Reilly er single og fokuserer på sin karriere, og hun dater kun sjældent. 
Men da hun som nyuddannet blev ansat på Ferncliffs tv-station, kunne hun ikke undgå at blive fascineret af den karismatiske og erfarne studievært Tad. De havde en kort affære, som Reilly afsluttede. Men Tad har svært ved at forstå, at det er slut, og hans tilnærmelser går efterhånden over stregen.
Trip flytter tilbage til byen, da han får ansættelse ved Ferncliff Politi. Han er glad for sit arbejde som betjent i den rolige by og i det hele taget godt tilfreds med sit ungkarleliv.
Da Reilly og Trip tilfældigt mødes på skolens legeplads efter en begravelse, er den gensidige tiltrækning uomgængelig, og inden længe er de officielt et par. 
De to er uadskillelige, men forholdet sættes under pres, da Reilly opdager, at hun er uplanlagt gravid – for det ligger helt fast for Trip, at han under ingen omstændigheder skal være far.
Mens Reilly indstiller sig på at gennemføre graviditeten alene, indser Trip, at han ikke kan forestille sig et liv uden Reilly og deres kommende barn. De to flytter sammen, og de bliver fuldstændig opslugt af at forberede sig til deres nye rolle i livet.
Men en helt almindelig sommerdag, hvor alt er, som det plejer, indtræffer katastrofen. Noget går galt på Ferncliffs tv-station, og Trip må træde i karakter som betjent. Han affyrer sit våben flere gange, og bagefter er intet som før.



Så har jeg endelig fået den tredje og sidste bog i serien "Kærlighedsgåder" i hænderne, og den blev selvfølgelig hurtigt læst, sådan som det plejer at være med Heywoods bøger. 
Endnu engang har Heywood skrevet en romantisk, hed og ikke mindst medrivende fortælling, der virkelig er svær, at slippe før den sidste side er vendt. 
Jeg kan næsten ikke vente til der udkommer mere fra denne forfatter. 

Da jeg begyndte på bogen her, havde jeg ret mange forventninger til den, desværre levede den ikke 100% op til dem alle, men det var dog en ret fantastisk bog. 
Vi hørte jo om Reilly allerede i første og anden bog, og hun har altid gjort mig lidt nysgerrig, og nu har jeg endelig fået læst hendes fortælling, og jeg elskede den. 
I de første bøger har vi jo kun været tæt på hende lettere overfladisk, så det var fantastisk endelig, at få lov til at komme tættere på hende. 
Det at komme tættere på hende, har bestemt også gjort at jeg nu har set nogle lidt andre sider af hende, og har lært hende endnu bedre at kende. 
Reilly må jeg sige er lidt en af de her personer, jeg synes man næsten ikke kan andet end at holde af. Hun er sød, omsorgsfuld, sjov og opmærksom. Hun er på mange måder fantastisk, men hun har også sine fejl og mangler, som gør hende det mere menneskelig, en som man kan sætte sig ind i og som virker ægte. 
I denne del er vores mandlige hovedperson Trip. 
Trip mødte vi i anden bog, det var ham der var med til at redde Sydney dengang hun kom slemt til skade. Der kom vi ikke så tæt på ham, men han virkede nu venlig nok, en man hurtigt kunne komme til at synes om. Der blev jeg dog snydt. Jeg kunne slet ikke med Trip, og jeg havde flere gange lyst til bare at ruske i ham, indtil han kom til fornuft. I starten må jeg indrømme, at han bare virkede arrogant, irriterende og ret kontrollerende. Det var svært at komme tæt på ham, og jeg forstod ham ikke helt. I størstedelen af bogen kunne jeg faktisk bare ikke med ham, det var først omkring de sidste 50 sider, at jeg begyndte at synes om ham. Det er så også derfor jeg ikke kunne give denne bog den sidste stjerne. 

Handlingen var jeg nu ret vild med, men den virkede nu også lidt genkendelig. Det lidt som om forfatteren lige har lånt lidt af handlingen fra første bog, når det gælder forelskelsen. Reilly har jo været forelsket i Trip lige siden high school, præcis ligesom Kacey var forelsket i Jake over en meget lang periode. Det gjorde jeg sammenlignede lidt i starten, det endte dog lidt da Reilly ender med at blive gravid. 
Da Reilly finder ud af, at hun er gravid, frygter hun at stå alene med det hele, dog træder Trip i kraft og tager del i ansvaret. Alt virker idyllisk og lykkeligt, lige indtil en situation med affyret våben, gør at Trip må træde til som betjent. Efterfølgende er alt ikke så idyllisk mere, og ting ændre sig. 
Jeg er stadig vild med det, at det ikke altid er rosenrødt i Heywoods bøger, der er komplikationer, og op og nedture, lige præcis som der er i det virkelige liv. Det var også det der var med til at gøre bogen så meget mere interessant. 
Sproget er let, handlingen er medrivende og da jeg først rigtigt kom i gang, var det som om siderne bare læste sig selv, og tiden fløj. 
Som altid er Heywood også stadig fantastisk med sit billedsprog, og endnu engang følte jeg det var nemt at leve sig mig ind i handlingen, og føle at jeg fulgte vores hovedpersoner på sidelinjen. 
Vi møder ikke vildt mange nye personer i bogen her, men dem vi gjorde virkede fuldendte og ægte. Gavin var 100% min favorit i denne bog af bipersonerne, han var så sød og jeg faldt helt for ham. Så endnu engang har Heywood klaret sig godt med sine karakterer i bogen. 
Alt i alt vil jeg sådan set bare sige, at dette var endnu en skøn læseoplevelse, og jeg kan stadig kun varmt anbefale bøgerne hvis man elsker drama og kærlighed. 






Bogen er tilsendt af forlaget til anmeldelse, og er blevet anmeldt efter egne meninger og holdninger til bogen.  

fredag den 27. maj 2022

Anmeldereksemplar: Grøn klode #3. - Nordlys.

Grøn klode. 

Titel: Grøn klode #3. - Nordlys. 

Forfatter: Eva Munk. 

Forlaget: Klippe. 

Udgivet: 22/04-2022. 

Antal sider: 306. 

Antal stjerner: 5/5. 

Bogen er modtaget af forfatteren og forlaget,
så mange tak til dem! 


Nordlys. 

 ”Det er vist først her på det sidste, jeg er begyndt at blive mere bevidst om det med klimaforandringerne, tror jeg.” Jeg føler mig lidt flov over at sige ordene højt. Det virker, som om mange har det i deres bevidsthed. Men jeg har bare brugt tiden på identitetskriser i stedet for.

A.K. har det fint i sin klasse, men kun fint, så derfor beslutter hun sig for at tage på efterskole efter sommerferien. Hun længes efter at finde et fællesskab, hvor ægte venskaber spirer som græsstrå i skoven.
En dag opdager hun gruppen @grønklode på Instagram, hvor hun møder Pelle, Tenna, Tobias, Mark og Robert, som alle kæmper for klimaet.

Tvivlen vokser i hende, for gør hun overhovedet sit for at hjælpe til? Vil det nogensinde være nok? Og hvad gør man egentlig, når den store drøm hele tiden har været lige foran én?




Så har jeg endelig fået læst tredje bog i den fantastiske serie "Grøn klode" og sikke en skøn fortsættelse. Så vidt jeg ved, er dette vidst også den sidste bog i serien, og det jeg helt trist over. Jeg føler slet ikke, at jeg er klar til at slippe gruppen endnu. 
Heldigvis kan jeg genlæse bøgerne, og nyde at følge vores skønne unge personer igen. 

Da jeg begyndte på bogen, havde jeg intet problem med endnu engang at leve mig ind i bogen, og følge vores unge personer igen. Denne gang har vi skiftet synsvinkel til A.K. som jeg allerede i de første to bøger, var meget nysgerrig på. 
A.K. har i de to første bøger virket som den her seje pige, der havde styr på det hele og vidste hvad hun ville, men i denne bog kommer vi tættere på hende, og ser helt andre sider af hende. Vi ser her en skrøbelig pige, der ikke helt føler sig tilpas i sine omgivelser. Hun er som sådan ikke upopulær i sin klasse, men hun føler bare heller ikke, at det er fordi hun passer ind blandt de andre. Derfor begynder hun også at undersøge muligheder for at komme på efterskole efter 9. klasse. 
En dag støder hun dog på instagram profilen @grønklode, hvor hun får kontakt med Pelle. Ikke længe efter starter gruppen for alvor op, og hun finder dermed endelig et sted, hvor hun føler sig tilpas. Dog begynder hun at tvivle på sig selv, og om hun egentlig gør nok i gruppen. 
Jeg er vild med A.K. Hun er nemt at forstå, hun virker ægte og realistisk. Hendes følelser er genkendelige og er nogle jeg tror alle vil kunne nikke genkendende til. 
Jeg tror faktisk at A.K.'s fortælling er den jeg synes bedst om ud af de 3 bøger, for A.K. fangede mig bare på en helt anden måde. 
I denne del fylder temaet med klima ikke helt så meget som i de første to bøger. Det selvfølgelig stadig en stor del af bogen, men der er også meget fokus på det at være ung og føle sig malplaceret i samfundet. Som med Tenna og Pelle, går A.K. også igennem det her med, at føle sig forkert placeret, og at vennerne i skolen ikke synes om det samme som hun gør, men i steder finder de deres plads i samfundet et andet sted, et fællesskab hvor de føler de passer ind, og det bliver aldrig kedeligt at læse om. 
Jeg vil sige, at forfatteren endnu engang har formået at skrive en vigtig bog, om klima og det at finde sin plads i livet. 

Handlingen er medrivende, og endnu engang kunne jeg bare ikke slippe bogen før sidste side var vendt. Her i denne del kommer vi dog også lidt væk fra grøn klode gruppen, og ind i andre omgivelser. A.K. begynder nemlig på efterskole, og vi kommer altså lidt væk fra de genkendelige omgivelser. Vi ser hende i andre omgivelser, samtidig med at hun prøver og holde kontakten til vennerne der hjemme. Oftest mister mange unge kontakten med hinanden, når de splitter op for at gå på efterskole, så jeg var spændt på hvordan det ville påvirke deres venskab. En del sider bliver altså også brugt på chat beskeder i løbet af de sidste 150 sider, derfor gik læsningen også det hurtigere trods længden. 
Sproget er stadig let, og siderne vender nærmest sig selv. 
Selvom der ikke står meget på siderne, formår forfatteren dog stadig alligevel at bruge et detaljeret billedsprog, som gjorde det let endnu engang at leve sig ind i handlingen, og følge vores hovedperson på sidelinjen. 
Vi er stadig i de samme omgangskredse som i de andre bøger, men vi møder da lidt nye bipersoner. Endnu engang vil jeg sige de virkede fyldige og ægte. Jeg faldt specielt for A.K.'s forældre, sikke et fantastisk par. Dem kunne jeg ikke få nok af. 
Så endnu engang vil jeg sige, at Eva Munk har formået at skabe en vigtig og fantastisk fortælling om det at være ung, og at gå op i miljøet. Dette er bestemt en serie jeg kan anbefale alle læsere, det er dog også bøger der kan læses selvstændigt. 







Bogen er tilsendt af forlaget og forfatteren til anmeldelse, og er blevet anmeldt efter egne meninger og holdninger til bogen.  

mandag den 23. maj 2022

Anmeldereksemplar: Tre søstre #1. - Asketræet.

Tre søstre. 

Titel: Tre søstre #1. - Asketræet. 

Forfatter: Anne Thorogood. 

Forlaget: Zara. 

Udgivet: 14/10-2021. 

Antal sider: 546. 

Antal stjerner: 5/5. 

Bogen er modtaget af forlaget,
så mange tak til dem! 



Asketræet. 

Mayas liv ligger i ruiner. Hun er knust over sin mors død, arbejdsmæssigt kæmper hun for sin overlevelse med sit nystartede webfirma, og et sted i kulissen spøger ekskæresten. Under sin bedste venindes polterabend fortsætter nedturen, da hun på pinlig vis kommer til at fornærme den flotte fotograf, Nicholas, som er hyret til lejligheden.
Værre bliver det dog, da hendes far pludselig står på hendes dørtrin med morens dagbog. 
En dagbog, der med afslørende ord helt tilbage fra morens ungdom, vender op og ned på Mayas liv




Da jeg blev tilbudt Asketræet til en anmeldelse, og jeg så at den var skrevet af Anne Thorogood, så var der ingen tvivl om, at jeg bare måtte læse bogen. Det er efterhånden noget tid siden jeg sidst læste noget af forfatteren, men jeg kan tydeligt huske at jeg havde gode læseoplevelser! 
Jeg kan nu også afsløre, at jeg bestemt havde en fantastisk læseoplevelse med Asketræet, og jeg glæder mig meget til de næste to bøger i serien udkommer! 

Da jeg begyndte på bogen var jeg meget spændt, og jeg havde også en del forventninger. Jeg skal dog være ærlig, i starten var jeg lidt skeptisk og bogen fangede mig først rigtigt omkring 100 sider inde, men da den så fangede mig fløj jeg også bare gennem siderne på ingen tid. 
Bogen handler om Maya, og de hemmeligheder hendes mor har holdt for hende gennem hele hendes liv, men vi får dog også kapitler fra Nicholas og en ekstra person, jeg dog ikke vil spoile for jer. Det passede mig faktisk fint med de ekstra synsvinkler, for det gjorde bogen mere fyldig og spændende. 
Det er dog ikke kun hemmelighederne bogen handler om, det er også den kemi der opstår mellem Maya og Nicholas da de begynder og arbejde sammen. 
Maya var jeg lidt skeptisk omkring, hun virkede lidt flad og havde svært ved at fange mig, men som vi kom længere ind i handlingen begyndte hun at live op og blive mere interessant. Med tiden må jeg nu også sige at jeg kom til at synes rigtig godt om hende, og hun blev faktisk min favorit person i bogen. Hendes liv bliver jo vendt op og ned, da der bliver afsløret nogle ret store hemmeligheder fra morens ungdom, og hun skal altså til at håndtere sorgen over tabet af sin mor, samt hemmelighederne og den umulige kærlighed mellem hende og Nicholas, og det hele bliver ret meget for hende. Dog vil jeg sige, at hun klarede sig ret så godt, og jeg nød virkelig at se hendes udvikling og håndtering af udfordringerne. 
Nicholas havde jeg op og nedture med gennem det meste af bogen, nogle gange elskede jeg ham og andre gange havde jeg lyst til at ruske i ham til han kom til fornuft. Han er opmærksom og omsorgsfuld, og han gør virkelig en del for at hjælpe Maya gennem de svære situationer hun kommer i. Ærligtalt var han bare en mand, der var ret svær ikke at synes om. 
Jeg heppede virkelig på at Maya og Nicholas ville finde sammen gennem hele bogen, og kunne faktisk aldrig helt finde ud af om det ville ske eller ej før til sidst. 

Selve handlingen var jeg vild med. I starten var det lidt sløvt, og jeg ventede bare på det hele rigtigt begyndte. Bogen er ret lang, og lige i starten kunne den godt virke lidt langtrukken, så for min skyld kunne den godt havde været 50-100 sider kortere. 
Da Mayas far dukker op med hendes mors dagbog, begynder handlingen rigtigt at gå i gang. Hun finder ud af at hendes nye chef, har haft noget at gøre med sin mor, og hun skal nu til at håndtere at alt måske ikke var som hun lige troede. 
Jeg elskede den her blanding af mysterier blandet op med kærlighed. For samtidig med jeg sad og heppede på, at hun endte sammen med Nicholas, elskede jeg også de små pauser der udelukkende handlede om hemmelighederne og de nye situationer. Forfatteren har virkelig formået at få det hele til at spille godt sammen, og har skabt en medrivende fortælling. 
Sproget er let, handlingen er nem, og når man først kommer i gangen er det jo nærmest som om, at bogen læser sig selv. 
Forfatteren har været fantastisk til at beskrive og detaljere alt, så man nemt kan læne sig tilbage og bare leve sig ind i handlingen. 
Vi møder lidt forskellige personer i bogen, og de var alle nemme at holde styr på, jeg var aldrig i tvivl om hvem der var hvem. Samtidig vil jeg sige at forfatteren har formået, at gøre alle bipersonerne spændende og livagtige. Jeg elskede Tyra, sådan en hjertevarm kvinde. Så det er endnu et plus for mig. 
Så alt i alt vil jeg sige at bogen her er fantastisk, så elsker du en romantisk, men også medrivende og mystisk handling, så kan jeg varmt anbefale at give bogen her en chance! 










Bogen er tilsendt af forlaget til anmeldelse, og er blevet anmeldt efter egne meninger og holdninger til bogen. 

fredag den 20. maj 2022

Anmeldereksemplar: Asgårds Døtre #3. - Ísliljas Fortælling.

Asgårds Døtre. 

Titel: Asgårds Døtre #3. - Ísliljas Fortælling. 

Forfatter: Sidsel Katrine Slej. 

Forlaget: Tellerup. 

Udgivet: 07/04-2022. 

Antal sider: 356. 

Antal stjerner: 5/5. 

Bogen er modtaget af forfatteren, 
så tak til hende! 

Ísliljas fortælling. 

Íslilja Ásmundsdatter er en af Asgårds bedste krigere. Hun er modig, skarpsindig og mestrer sit sværd til perfektion. 
Viger ikke tilbage for selv den farligste mission. 
For som kriger gør hun hvad hun er bedst til. Hun kæmper. Hun lever. Er fri. 
Men forude venter et bur; et arrangeret ægteskab. En alliance der er tvingende nødvendig da hendes familie står på kanten af den blodigste fejde nogensinde imod den mægtige Vølsungeslægt. Íslilja ved godt hvad hun bør gøre; opgive sin frihed og sit kald for sin familie. 
Men det strider imod hele hendes væsen. Så i stedet gør hun det hun er bedst til. 
Hun kaster sig ud på mission. 
Den farligste og mest risikable nogensinde. Íslilja har alt at tabe. 
Sin familie, sit hjem, sit liv. Selv det hun mindst venter ... sit hjerte. 
Og så endda til den helt forkerte.



Endelig har jeg fået læst "Ísliljas Fortælling" som er den tredje bog i en af mine yndlings serier "Asgårds Døtre" og sikke en fortsættelse! Jeg må nok sige at forfatterens bøger bliver kun bedre og bedre, for endnu engang har hun formået at feje benene væk under mig, med sin romantik, nervepirrende handling og skønne personer. 
Jeg er stadig fan af Sidsel Katrine Slej, og jeg kan næsten ikke vente til fjerde bog i serien udkommer! 

Da jeg begyndte på bogen, gik der ingen tid før jeg var fanget, og siderne nærmest bare vendte sig selv. Faktisk havde jeg bare virkelig svært ved, at lægge bogen fra mig når det var nødvendigt, for jeg måtte bare vide mere om Íslilja og hendes fortælling. 
Íslilja kom jeg ret hurtig til at synes om. Hun er stædig, modig og omsorgsfuld, men hun er også god til, at sætte sig selv i fare og bekymre dem omkring sig. Vi har jo mødt hende en del gange i de to første bøger, men der var det jo lidt mere overfladisk, da det hun ikke var hendes fortællinger, så i denne del ser vi også mange andre sider af den vilde og krigeriske pige. De andre sider, var bestemt også med til, at jeg hurtigere kom til at synes om hende. Hun virkede så ægte, hun havde både gode og mindre gode sider, som gjorde, at hun virkede så meget mere ægte. Det er noget jeg virkelig elsker ved denne serie, ingen af dem er perfekte, de har hver især deres små mangler, som gør dem så menneskelige, og nemme at forstå. 
Íslilja er kriger, og hun elsker sit erhverv, så hun er dybt ulykkelig over det arrangerede ægteskab hun er endt i. For så snart hun skal giftes, regner hun også med at hendes ægtemand vil forlange hun lægger sværdet på hylden, og opføre sig som de andre hustruer gør. 
Grundet den arrangerede forlovelse, gør hun også hvad hun kan for at undgå at være for meget hjemme, derfor deltager hun i flere farefulde missioner end hun plejer. 
På en af disse missioner møder hun dog en, en som hun taber sit hjerte til, hvilket er helt forfærdeligt, da forlovelsen ikke bare kan brydes. 
Mit hjerte blødte virkelig for Íslilja, hendes sorg var overvældende, og jeg ønskede jo bare alt det bedste for hende, og jeg kunne ikke andet end at håbe på hun ville finde lykken. 

Selve handlingen kunne jeg ikke få nok af. Det var virkelig spændende at følge Íslilja på hendes missioner, og se hvordan hun ville klare den, det er jo helt anderledes end da vi fulgte Ingeborg, som også var kriger. Der fulgte vi hende jo ikke på missioner, som vi gør her med Íslilja, så det var virkelig spændende. Dog vil jeg sige at den her ulykkelige kærlighed fangede mig mest. Der skete også et par plot twist omkring kærligheden, undervejs som virkelig fangede mig og overraskede. Jeg må virkelig sige, at forfatteren har formået at skrive en masse overraskelser ind i handlingen, som jeg på ingen måder havde forestillet mig. Faktisk tror jeg også lidt, at denne fortsættelse er blevet min favorit i serien. 
Men nu vil jeg selvfølgelig ikke afsløre noget, i skal selv have oplevelsen af denne fantastiske bog når i læser den. 
Sproget i bogen er fortsat dejligt let, samt medrivende. Sammen med den spændende handlingen går læsningen hurtigt, fordi man næsten ikke kan slippe bogen igen. 
Forfatteren er også fortsat dygtig til at bruge et rigt billedsprog, der gør det let at forestille sig hele handlingen som en lille film. 
I løbet af bogen her møder vi endnu engang lidt nye personer, og der vil jeg også rose forfatteren, for fortsat at gøre sine bipersoner levende og ægte. Ikke en eneste virkede kedelig og uinteressant, og jeg glæder mig til forhåbentligt at møde nogle af dem igen i næste bog! 
Så alt i alt vil jeg sige at forfatteren virkelig har klaret sig fantastisk med denne fortsættelse, og dette er stadig en serie jeg kun varmt kan anbefale alle at give en chance! 










Bogen er tilsendt af forfatteren til anmeldelse, og er blevet anmeldt efter egne meninger og holdninger til bogen. 

tirsdag den 17. maj 2022

Anmeldereksemplar: The Poppy War #1. - Opiumskrigen.

Poppy War. 

Titel: The Poppy War #1. - Opiumskrigen. 

Original titel: The Poppy War #1.  

Forfatter: R. F. Kuang. 

Udgivet på dansk ved: Falco.

Udgivet på dansk den: 05/03-2022. 

Antal sider: 557. 

Antal stjerner: 5/5. 

Bogen er modtaget af forlaget,
så mange tak til dem! 

Opiumskrigen. 

Da Rin mod alles forventning optages på Sinegard – et akademi, som uddanner elitesoldater til Imperiets fremtidige krigsførelse – forvandles glæden hurtigt til frustration, da hun mødes med foragt på grund af sin sydlige dialekt, køn og mørke hudfarve. 
I sin kamp for at bevise sit værd, opdager protagonisten Rin, at hun besidder shamanske kræfter. Rin allierer sig med den finurlige, opiumsrygende professor i folketro, og hun erkender inden længe, at hun nok er den eneste, der kan redde Imperiet fra fjenderne, og at prisen for disse udødelige kræfter er højere end først antaget.



"Poppy War" Er en bog jeg først her fornyeligt har hørt om, så jeg havde faktisk ikke meget kendskab til serien eller universet da jeg begyndte på bogen. Derimod havde jeg op til den danske udgivelse, hørt sindssygt meget godt om den, så jeg må da også indrømme at forventningerne fra min side af blev skruet godt op. 
Heldigvis kan jeg allerede nu fortælle, at den bestemt levede op til forventningerne, faktisk var den meget bedre end jeg havde forventet, men også meget anderledes. 

Da jeg begyndte på bogen, vidste jeg ikke helt hvad jeg skulle forvente af universet, så jeg gik i gang med den lidt uvidende om hvor brutalt den egentlig var. 
Bogen er delt op i 3 dele. Den første del er lidt roligere, det er her vi møder Rin, og hun bliver optaget på Sinegard. Første del er meget opbygning af universet, folket og omgivelserne, og sikke et univers... Det bestemt ikke behagelige omgivelser, og jeg må da sige, at jeg er meget glad for jeg ikke lever i det univers. 
De to sidste dele er noget voldsommere, og indeholder en del grafiske og brutale hændelser, så man skal måske også lige være lidt opmærksom inden man begynder på bogen, specielt hvis man ikke er til det brutale. 
Rin bliver til alles overraskelse optaget på Sinegard, akademiet der uddanner elitesoldater til Imperiets fremtidige krigsførelse. Da Rin kommer frem til akademiet er det noget lidt andet end hun havde forventet og hun møder en del modstand. Under sin tid på Sinegard, indser hun at hun har shamanske kræfter. For at lære og håndtere sine kræfter, allierer hun sig med en noget så finurlig opiumsrygende professor, som lærer hende om folketro og de shamanske kræfter. 
Inden de dog ser sig om, kommer krigen nær dem, og hun finder ud af at hun måske er den eneste der kan redde imperiet fra fjenderne, men prisen er meget høj. 
Jeg var meget fascineret af Rin, hun var ret sej, men hun skræmte mig ærligtalt også lidt. Hun er ambitiøs, stædig og frembrusende, og hun lader intet stoppe sig fra at nå sit mål. For at nå sit mål tager hun nogle vilde beslutninger, og nogle gange ret så heftige beslutninger. 
Hun er ikke som den klassiske heltinde, hun er faktisk lidt mere egoistisk og frembrusende. Det fascinerede mig virkelig, men hendes tankegang skræmte mig også lidt til tider. Men den var nu også med til, at gøre bogen det mere spændende. Jeg glæder mig hvert fald meget til at følge hende igen i næste bog. 

Handlingen var vild, skræmmende og brutal. På nogle måder virkede den også lidt genkendelig, og så alligevel vildt unik. 
Jeg kunne slet ikke få nok af, at høre om de shamanske kræfter og historien bag. Den er fascinerende og interessant, og også trist. Jeg vil selvfølgelig ikke spoile noget, jeg synes i skal læse bogen for at finde ud af mere. 
Den første del af bogen var nok den der fangede mindst da det var meget opbygning, men da jeg nåede til anden og tredje del, blev jeg mere og mere fanget, og siderne læste nærmest sig selv da handlingen først rigtigt gik i gang. Dog måtte jeg et par gange lige lægge bogen fra mig et par minutter, og sunde mig. For den bliver til tider ret grafisk når nogle af de voldelige og brutale detaljer blev beskrevet. Jeg greb den dog hurtigt igen, for jeg måtte bare vide mere. 
Sproget er let, men kan også til tider virke lidt tungt da der er meget militær snak. Dog vejer den spændende handling op for det, og gør læsningen lidt lettere. 
Forfatteren bruger utroligt mange detaljer, og det gør det så meget lettere at leve sig ind i handlingen og se det hele for sig som en lille film. 
Vi møder en del personer i bogen her, men jeg vil sige at forfatteren har formået at gøre det nemt at holde styr på dem alle. De virkede også alle så levende og ægte. En person der virkelig fangede min interesse fra professoren Jiang, han er virkelig underholdende. Han irriterede mig dog til tider, men jeg kunne ikke få nok af ham, og hans interessante kommentarer. Jeg håber virkelig, at vi kommer til at se mere til ham i næste bog. 
Så alt i alt, vil jeg sige, at denne bog var fantastisk, og har i læsere intet imod en ret brutalt, men utroligt spændende fantasybog som har et helt unikt univers, så skulle i virkelig give denne serie en chance! 








Bogen er tilsendt af forlaget til anmeldelse og er blevet anmeldt efter egne meninger og holdninger til bogen.