søndag den 18. april 2021

Anmeldelse: Exilium #2. - Glasmuren.

Exilium. 

Titel: Exilium #2. - Glasmuren. 

Forfatter: Linette Harpsøe. 

Forlaget: Dreamlitt. 

Udgivet: 07/09-2017.

Antal sider: 422. 

Antal stjerner: 4/5. 




Glasmuren. 

Fry er flygtet fra Kuben og befinder sig i Brudstykket, et isoleret og ødelagt stykke af Danmark, der er omkranset af en kæmpe glasmur.

I Brudstykket er det kun de stærkeste, der overlever. Her er kvinder slaver, der bliver solgt på det Sorte marked eller jaget og henrettet for at være sneglehviskere.

I takt med at Frys evner udvikles, nærmer et opgør mog Organisationen og dens hær af Fejlfødte sig. Da konfrontationen sker, opdager Fry den grufulde sandhed om ikke bare Organisationen, men om hele sit liv. En sandhed, der ødelægger alt, hun nogensinde har troet på.





Så har jeg altså også fået læst anden bog i den okay populære serie "Exilium" og hvor må jeg sige denne serie bliver altså bare mere og mere spændende! 
Jeg er sikker på at dette er en serie jeg nok skal få genlæst igen engang i fremtiden og nyde lige så meget som denne gang. 

Da jeg begyndte på bogen, var det jo ikke lang tid siden jeg havde forladt Fry i første bog, altså huskede jeg stadig alt tydeligt og havde let ved at leve mig ind i det dystre Danmark som Fry lever i. 
Og endnu engang kunne jeg næsten ikke slippe bogen da jeg først var kommet i gang, og jeg var færdig hurtigere end regnet med. 
Fry er sådan set stadig en karakter jeg synes rigtig godt om, men jeg må dog indrømme at hun irriterede mig mere i løbet af denne fortsættelse end hun gjorde i første bog. De her kræfter hun har opdaget hun har, har hun ingen rigtig kontrol over, de styres lidt af hendes følelser. Og dem har hun bestemt heller ikke kontrol over. Det gør så også at hun ender i nogle uheldige situationer når kræfterne og følelserne løber af med hende. 
Men jeg vil dog også sige hun fortsat udvikler sig personligt i løbet af bogen, og det var en udvikling jeg godt kunne lide. Så trods hun irriterede mig, synes jeg stadig godt om hende. 
I denne bog får vi også endnu flere kapitler fra de andre synsvinkler, vi følger bl.a. Anika og Dingo lidt mere, men vi får også stadig lidt kapitler fra Elin. 
Anika kom vi tættere på i denne del, og jeg kom egentlig til at synes ret godt om hende. Hun er en sød pige, og ret opmærksom på dem omkring hende, men hvor Fry er stædig og på, er Anika lidt mere stille og forsigtig. Jeg kunne lide hende, men Fry er stadig min yndlingsperson i serien. 
Dingo kommer vi også tættere på, og jeg kom egentlig også til at synes bedre om fyren jo bedre vi kom til at kende ham. Han er stædig, men også lidt nervøs af sig. 

Handlingen i denne serie bliver bare mere og mere spændende, men også mere skræmmende. 
Der sker meget mere, hvor vi var i fortet, og kuben det meste at tiden i bog et, kommer vi nu til et nyt sted. En skræmmende bydel inde bag glasmuren, hvor sneglene ikke hærger fysisk, men stadig skaber kaos og uro. 
Jeg bliver mere og mere imponeret over hvor velskrevet og velopbygget det her univers er, det er Danmark som vi kender det, men så alligevel ikke. Det er mere barskt, mere skræmmende, det er farligere. 
Men i løbet af denne fortsættelse, efter at Fry, Elin og Johnson er kommet ind bag glasmuren, sker der ting og sager, og hemmeligheder bliver afsløret, store hemmeligheder som vender alt på hovedet for Fry. 
Nogle af alle de her afsløringer der kommer, havde jeg egentlig ikke set komme. 
Der var dog en enkelt jeg havde lidt mistanke til, men den overraskede dog alligevel lidt. 
Generelt vil jeg sige der sker en del ting, og største delen af de ting der sker, var for mig uforudsigelige. Hvilket jeg vil sige var med til at gøre bogen så meget bedre. 

Men der var dog en ting i løbet af denne bog som begyndte at irritere mig lidt, og til tider bare forvirrede det mig bare. Jeg havde svært ved at følge med tiden der går for Fry og de andre. Når vi fulgte Fry, kunne der pludselig gå uger for hende, hvorimod når vi fulgte Anika var der ikke rigtigt gået noget tid overhovedet. Det forvirrede mig rigtig meget, og det gjorde altså også bare jeg måtte trække ned i stjernerne.
Igen vil jeg også sige den detalje med at nogle af personerne vi følger i løbet af bogen, knytter sig simpelhent for hurtigt til hinanden. Når man tænker på de lever i en farlig verden, en verden hvor de ikke rigtigt ved hvem de kan stole på og ikke kan stole på, så knytter de alle sammen sig utroligt hurtigt til hinanden, og det synes jeg var lidt træls. Det trak altså også endnu engang lidt ned i stjernerne. 
Men ud over de to detaljer vil jeg sige at serien stadig er utroligt spændende, medrivende og unik. Jeg kan kun anbefale jer at give den en chance hvis i ikke allerede har læst den! 

Ingen kommentarer:

Send en kommentar