fredag den 23. juli 2021

Anmeldereksemplar: Modsætninger mødes #3. - Med hjertet som indsats.

Modsætninger mødes.

Titel: Modsætninger mødes #3. - Med hjertet som indsats. 

Original titel: Med hjärtat som insats

Forfatter: Simona Ahrnstedt. 

Udgivet på dansk ved: Gutkind. 

Udgivet på dansk den: 23/06-2021.

Antal sider: 382. 

Antal stjerner: 3/5. 

Bogen er modtaget af forlaget,
så mange tak til dem! 


Med hjertet som indsats. 

Efter en beskyttet opvækst valgte Dessie at gå sin egen vej, i dag er hun livvagt og ex-militær. 
Det går godt på arbejde og med venner – og Tinder-dates. 
Men hun bærer på en hemmelighed, der kan ødelægge det hele.

Sam er den fattige indvandrer, der på egen hånd har skabt et hotelimperium – og han er lige så berygtet for sine luksuriøse suiter som for sin vilde fortid. 
Da Sam har brug for en livvagt, vælger han Dessie – imod hendes vilje. 
De deler en mørk fortid, og svigt i deres ungdom har efterladt sår, der ikke er helet.

Men da en ukendt fjende eskalerer sine trusler, må Dessie og Sam stoppe den farlige tiltrækning mellem dem, som risikerer at ødelægge det hele. 
De fortæller sig selv, at én gang er ingen gang, men så nemt er det ikke ...




"Med hjertet som indsats" Var en bog jeg var ret spændt på at gå i gang med. 
Jeg har tidligere læst et par bøger af denne forfatter, og elsket det. Men de var også lidt anderledes end denne romance, så jeg var spændt på at se om bogen ville kunne leve helt op til mine forventninger.
Det kunne den desværre ikke. 

Da jeg begyndte på bogen, må jeg indrømme at jeg havde ret svært ved at blive fanget af handlingen og vores hovedpersoner.
Hovedpersonerne Dessie og Sam irriterede mig rigtig meget i starten, og til tider virkede de en smule for ens, og egentlig også lidt flade. 
Sam kunne jeg slet ikke med i starten, han var så fuld af indebrændt had, irritation og den der følelse af at han bare skulle vise at han var bedre end alle andre. Jeg tog mig faktisk i flere gange at fnyse af irritation eller rulle med øjnene af noget han gjorde eller sagde. 
Jeg vil dog sige at Sam ændrede sig med tiden, og jeg vil sige at han blev mere tålelig. Jeg kunne godt lide udviklingen. Det var som om han blev mere blød, lidt mere følsom og opmærksom på dem omkring sig. Men jeg kom aldrig til rigtigt at kunne lide ham. 
Dessie irriterede mig nu også ret meget, men dog ikke så meget som Sam. Jeg vil helt klart sige at ud af de to, fortrak jeg virkelig at følge Dessie. Men jeg vil også sige at i starten virkede hun meget indebrændt og fuld af sorg og frustrationer, specielt når Sam var i nærheden. 
Som med Sam, gennemgår Dessie også lidt af en udvikling. Det var lidt som om at da de begyndte at snakke bedre og få redt nogle tråde ud fra fortiden, så blødte de op og blev mere behagelige. Lidt gladere og mere imødekommende. Men heller ikke Dessie kom jeg til at synes rigtigt om. 
Det var desværre bare to hovedpersoner der ikke fangede min interesse denne gang.

Handlingen var i starten en smule kedelig, og faktisk også lidt irriterende. Både Sam og Dessie nævner ofte deres fortid i starten, men de går ikke lidt mere i dybden for hver gang de nævner den, der går lidt tid før jeg egentlig forstod deres had til hinanden. Det var også med til at gøre læsningen lidt tungere. 
Men da vi når over det stadie, og jeg som læser ved hvad der er sket i deres fortid, begynder læsningen at blive bedre, jeg forstod bedre de to. 
Jeg kunne godt lide den her lidt intense seksuelle frustration der var mellem Sam og Dessie. Jeg sad flere gange og heppede på de ville ende sammen. 
Men ud over deres forhold, lægges der egentlig også meget pres på den etniske baggrund, at Sam ikke er Svensk, men fra et andet land. Jeg synes det var ret interessant at høre om hvordan han blandede sine to kulturer sammen, og hvordan han gjorde sig i at ansætte andre med en anden baggrund end bare Svensk på sine hoteller. 
Men det var også lidt interessant, og selvfølgelig trist at se hvordan Sam blev set ned på, på grund af sin herkomst. Jeg var spændt på at se hvordan han ville håndtere alt hadet og truslerne. 
Slutningen af bogen var nok den del der fangede mig mest, og gjorde mig mest overrasket. Så det helt klart også den der var med til at trække op i stjernerne. 

Sproget i bogen var sådan set dejligt nemt, og let at følge med i. Der står ret meget på siderne, men det lette sprog vejer op for den store mængde tekst.
Forfatteren er supergod til at bruge masser detaljer til at beskrive alt fra omgivelserne, personerne til deres handlinger. Jeg elsker detaljer, så det endnu en ting der trak op i stjernerne. 
I bogen møder vi en del personer, men jeg vil sige det var overskueligt og nemt at holde styr på dem alle. Desværre var det ikke alle jeg synes der var lige interessante, jeg oplevede lidt der var et par personer der trådte i baggrunden og blev et med tapetet. Fx synes jeg Dessies forældre virkede en smule flade og uinteressante, det samme med nogle af hendes kollegaer. Men jeg kunne til gengæld rigtig godt lide sådan en som Hatty, hun var fantastisk!
Men det at der var et par flade personer, trak altså også lidt ned i stjernerne. 
Men ellers vil jeg sige at det var ikke fordi at dette var en dårlig bog, jeg blev bare ikke helt så fanget af den som håbet. Så jeg kan helt klart stadig med god samvittighed give den en anbefaling hvis man som læser er til spænding og romance. 







Bogen er tilsendt af forlaget til anmeldelse, og er blevet anmeldt efter egne meninger og holdninger til bogen.  

Ingen kommentarer:

Send en kommentar