onsdag den 15. juni 2022

Anmeldereksemplar: Luftkasteller.

Luftkasteller. 

Titel: Luftkasteller.

Forfatter: Katrine Skovgaard. 

Forlaget: Calibat. 

Udgivet: 06/01-2020.

Antal sider: 212. 

Antal stjerner: 5/5. 

Bogen er tilsendt af forfatteren, 
så tak til hende! 


Amanda. 

Amanda glæder sig sindssygt til at begynde i gymnasiet, for det betyder, at hun skal gå i klasse med sin bedste veninde Thea igen. Thea, der ligner noget fra en eventyrbog og som også elsker youtuberen Hunter.

Men hvad gør hun, når alle i hendes nye klasse er meget modne, og hun ikke engang har lyst til at kysse med nogen? Og hvad betyder det, at Thea er sammen med den lidt mærkelige Johan til en af de første fester? Og så er der Victor – Victor, som Amanda synes er spændende, men ikke på den måde. Det tror hun i hvert fald ikke.

Efter et kæmpe skænderi med Thea bliver det kendt på hele skolen, hvor lidt Amanda egentlig har prøvet. Hun bliver stemplet som frigid og sippet jomfru. Og hvordan er det lige, man slipper af med sådan nogle labels?




Jeg har nu fået læst "Luftkasteller" og jeg må sige, at den virkelig formåede at overraske mig positivt, og var bedre end jeg lige i første omgang havde regnet med. 
Da jeg først begyndte på den, gik der heller ikke lang tid før jeg havde vendt sidste side, for jeg blev virkelig nysgerrig på Amanda, og de konflikter hun gennemgår. 

Amanda glæder sig virkelig til, at begynde på gymnasiet, for det betyder at hun kommer til at se sin bedste veninde Thea oftere. Det viser sig dog ret hurtigt efter start, at hende og Thea er begyndt at gå hver sin retning. 
Thea er begyndt at vise mere interesse for drenge, specielt den lidt mærkelige Johan. Amanda derimod har ingen interesse i drenge, og slet ikke i sådan noget som at kysse, faktisk er det slet ikke noget hun har tænkt over, før at hun indså at Thea og hendes klassekammerarter virker mere modne end hende. Amanda begynder altså at føle sig lidt malplaceret og forkert. 

Jeg kunne rigtig godt lide Amanda, og at følge hende gennem den her udvikling i, at finde sin seksualitet og accept over for sig selv, var virkelig en fornøjelse. 
I starten hviler Amanda meget i sig selv, og det faktum at drenge, eller piger, bare ikke rigtigt siger hende noget når det gælder det mere intime, men da hun begynder i gymnasiet begynder hun at tvivle meget på om der er noget galt med hende. 
Men selvom hun føler sig forkert, så ændre hun ikke på sig undervejs i løbet af bogen. Hun holder fast i hvem hun er, og hvordan hun føler. Selvfølgelig er hun usikker, og prøver lidt at passe ind, men dog uden på noget tidspunkt at ændre sig, og den del elskede jeg. 
Forfatteren formår i denne ungdomsbog, at tage nogle ret seriøse og vigtige emner op. Hun tager emner op som seksualitet, venskaber, og det at være tro mod sig selv.
Jeg kan godt lide hvordan emnerne bliver behandlet, og fremvist med respekt. Forfatteren har med sin handling, formået at fremvise at det er helt okay ikke at være som andre, at man selvfølgelig skal være sig selv, at det er helt okay hvis fester, druk og interessen i andre med mere end interesse i venskab, ikke lige siger en noget. 

Sproget i bogen er let, og der står ikke voldsomt meget på siderne, så det føles nærmest som om bogen læser sig selv så hurtigt som det går. 
Forfatteren er god til, at bruge masser detaljer som gjorde det nemt at leve sig ind i handlingen, og føle at man nærmest følger hovedpersonen på sidelinjen. Samtidig har forfatteren også været utroligt godt til at beskrive hovedpersonens følelser, så man som læser virkelig kan fornemme stemningen og følelserne. Det er en detalje der virkelig gjorde noget godt for bogen, det gjorde den også lettere at leve sig ind i. 
Vi møder lidt forskellige personer undervejs i bogen, og jeg vil også sige at forfatteren her har klaret sig fantastisk. Der var ingen der faldt i et med tapetet og blev kedelige, de virkede alle ægte og levende. Samt virkede det her klassemiljø som Amanda er en del af utroligt realistisk, så det endnu et stort plus. 
Alt i alt vil jeg sige at dette er en velskrevet bog, og jeg kan kun varm anbefale alle at give den en chance. 





Bogen er tilsendt af forfatteren til anmeldelse, og er blevet anmeldt efter egne meninger og holdninger til bogen. 

Ingen kommentarer:

Send en kommentar