mandag den 27. juli 2020

Anmeldereksemplar: Mørkt Bedrag.

Mørkt.

Titel: Mørkt bedrag.

Original titel: Verity. 

Forfatter: Colleen Hoover. 

Udgivet på dansk ved: Lindhardt & Ringhof. 

Udgivet på dansk den: 11/06-2020. 

Antal sider: 340. 

Antal stjerner: 5/5.

Bogen er modtaget af forlaget,
så mange tak til dem! 

Bedraget.

Lowens karriere som forfatter halter, men en dag får hun et vildt jobtilbud: Hun skal færdiggøre de kommende bøger i en planlagt serie af bestsellerforfatter Verity Crawford.

Ifølge Veritys mand, Jeremy, kan Verity ikke længere selv skrive. 
Lowen accepterer og tilbringer et par uger i familien Crawfords hjem for at gennemgå Veritys noter og planlægge arbejdet med bøgerne. 
På Veritys kontor falder Lowen over en ufærdig selvbiografi, hvor Verity skriver om sit ægteskab og de rædselsvækkende hændelser, der ødelagde familien for altid.
Skal Lowen vise Jeremy, hvad hans hustru har skrevet? Vil det kun splitte familien yderligere, hvis han kender sandheden? 
Og hvad er der egentlig sket med Verity?



Det er ingen hemmelighed at trods jeg endnu ikke har læst mange bøger af Colleen Hoover, så er jeg ret stor fan af hendes bøger, så da jeg så hun udkom med en ny bog måtte jeg bare læse den! Men jeg var ekstra spændt på denne bog, da den er lidt anderledes end hendes andre romantiske bøger, dette er nemlig også en thriller! 
Men trods den lidt anderledes genre, var den spændende, nervepirrende og overraskende, dette er helt klart en genre jeg gerne vil have mere af fra Hoover! 

Da jeg begyndte på bogen var jeg virkelig spændt, og lidt nervøs, men inden jeg så mig om slugte jeg den ene side efter den anden, og jeg havde virkelig bare svært ved at lægge den fra mig for at gøre det daglige arbejde, jeg higede virkelig efter at læse videre, og da jeg gjorde, stoppede jeg heller ikke før jeg var færdig! 
Lowen er en speciel person, jeg vidste ikke helt hvad jeg skulle synes om hende i starten, men jeg havde ondt af hende, for hun havde det bestemt ikke let, og det blev bestemt heller ikke en dans på roser for hende at skulle skrive Verity's bøger færdige. 
Jeremy var en mand jeg var påpasselig over for, han var mystisk og jeg følte på intet tidspunkt jeg rigtigt kunne regne ham ud, og jo nærmere vi kom slutningen jo mere chokerede han mig virkelig, men jeg havde også en vis forståelse for nogle af hans handlinger. 
Under læsningen tog jeg mig selv i flere gange at holde vejeret i spænding og forargelse. Lowen finder jo det her manus som viser sig at være en selvbiografi af Verity, og i det står der en masse modbydelige ting jeg aldrig havde set komme! Jeg er virkelig imponeret over Hoover's evne til at gøre det så modbydeligt, og fangende på samme tid, for trods jeg flere gange krummede tær og fik en knude i maven, kunne jeg bare ikke stoppe, jeg måtte bare vide hvordan det endte! 
Igennem bogen sker der alligevel en del fra start til slut, men jeg følte på intet tidspunkt at jeg kunne regne mig frem til slutningen, jeg gættede flere gange men ramte forbi hver gang, og da jeg endelig nåede til slutningen var jeg mundlam, og selv nu mens jeg skriver anmeldelsen, en uge efter at have læst bogen, er jeg stadig chokeret, det var virkelig ikke en slutning jeg havde set komme. 
Men det var også lidt en slutning hvor man sidder tilbage og tænker “hvem er den gode, og hvem er den onde?” Det var interessant, og noget andet end hvad jeg er vant til! 

Hoover har endnu engang formået at skrive i et let, levende og flydende sprog som man bare haster igennem, faktisk følte jeg på intet tidspunkt jeg læste, det kørte faktisk mere bare som en film oppe i mit hoved, en meget dramatisk og spændende film! Jeg ville helt sikkert gerne se bogen blive filmatiseret en dag, det ville være fedt! 
Hoover er også fortsat utroligt dygtig til at give sine karakterer liv, det var ikke kun Lowen, Jeremy og Verity der havde en stemme, alle bipersonerne vi møder undervejs, som for eksempel børnene og sygeplejen, jeg følte virkelig de var ægte, at de råbte op med deres egne stemmer i stedet for at falde i et med tapetet, hvilket virkelig gav bogen noget ekstra. 
Dette er en kort, men nervepirrende og spændende bog, som virkelig sat gang i tankerne, men alligevel formåede at overraske gang på gang. 
Så hvis i læsere er til en mystisk og overraskende thriller, med et pift af romance, så se at få skaffet jer denne spændende bog! Og så håber jeg i vil nyde den lige så meget som jeg gjorde! 




Bogen er tilsendt af forlaget til anmeldelse, og er blevet anmeldt efter egne meninger og holdninger til bogen. 

Ingen kommentarer:

Send en kommentar