onsdag den 19. maj 2021

Anmeldereksemplar: Ekskærester on Air.

Shay & Dominic.

Titel: Ekskærester on Air. 

Original titel: The Ex talk. 

Forfatter: Rachel Lynn Solomon.

Udgivet på dansk ved: Palatium Books. 

Udgivet på dansk den: 26/04-2021. 

Antal sider: 377.

Antal stjerner: 4/5. 

Bogen er modtaget af forlaget,
så mange tak til dem! 


Ekskærester on Air. 

Shay Goldstein har været producer på en radiostation i Seattle i næsten ti år. Det er public service, og hun elsker det og kan ikke forestille sig at arbejde andre steder. 
Men da den nyuddannede journalist, Dominic Yun, bliver ansat, er det lige pludselig ikke så skønt længere. 
Til Shays irritation er Dominic overbevist om, at han ved alt om radio, og de to kommer konstant på kant af hinanden.

Radiostationen er som altid i økonomiske vanskeligheder og har brug for et nyt koncept. Shay får ideen til programmet Ekskærester on air, som stationens chef med begejstring godkender. 
I programmet skal to ekskærester, live i radioen, give råd om parforhold og relationer mellem mennesker. 
Stationens chef beslutter, at Shay og Dominic skal være værter, da de allerede småskændes uafbrudt. 
Der er ikke nogen af dem, der er vilde med ideen om at lyve over for lytterne, da de jo aldrig har været kærester, men valget står mellem det og at blive fyret. 
Programmet vinder hurtigt en stor og engageret lytterskare, og inden længe er Ekskærester on air et hit. Programmet, og den tilhørende podcast, er ikke til at komme uden om. 
Men det er, som om følelsen af at lyve for lytterne vokser, jo mere populært programmet bliver. Og da Shay og Dominic rent faktisk begynder at falde for hinanden, bliver det mere og mere tydeligt, at de to værter risikerer andet og mere end bare deres karriere. 
Ekskærester on air er en velskrevet kærlighedshistorie med en morsom dialog.

Fortællingen formår også at beskrive, hvordan sorg kan påvirke os, hvordan det er at være kvinde på arbejdsmarkedet og er desuden en utvetydig hyldest til public service-radio.




"Ekskærester on Air" Er en bog jeg var meget spændt på at gå i gang med, både fordi den lød som en bog der ville falde lige i min smag, men også fordi dette er min første gangs oplevelse af Rachel Lynn Solomons bøger. 
Jeg kan dog med det samme sige, at den faldt i god smag, og formåede virkelig at holde mig fanget og underholdt fra start til slut. 

Da jeg begyndte på bogen, var jeg meget spændt på hvad den gemte på. 
Shay faldt jeg sådan set for med det samme. Hun er en meget rolig person, men hun er også lidt af en stræber og ønsker at behage mange af dem omkring hende, jeg både hadet det og elskede det. 
Shay er på ingen måder fan af Dominic og det forstod jeg sådan set også godt, i starten kunne jeg virkelig heller ikke holde ham ud. 
Men det underholdt mig egentlig også lidt at se hvor tiltrukket hun alligevel var af ham, det gjorde det hele en smule mere morsomt. 
Dominic kunne jeg ikke fordrage i starten, det tog lige lidt tid før jeg faldt for ham. 
I starten virkede han meget frembrusende, bedrevidende og selvglad. 
Han skulle konstant nævne hans kandidat. I starten tror jeg ikke der blev ført en samtale med ham uden han kom ind på den kandidat, og nøj hvor irriterede det mig. 
Men jo længere ind i bogen jeg kom, og jo mere jeg kom til at kende ham, jo mere blødte jeg egentlig også op over for ham. 
Han blev langsomt mere tålelig, og til sidst må jeg nok indrømme jeg forelskede mig lidt i ham, for under hans selvtillid og frembrusende væremåde, var han faktisk ret sød, og en ret opmærksom og omsorgsfuld person. 

Handlingen var utroligt underholdende, og jeg tog mig selv flere gange i at grine højlydt over nogle af de ting der skete. 
Den her ide med at Shay og Dominic skulle spille ekskærester var virkelig fantastisk, og jeg nød virkelig den måde de omgik hinanden på. Bogen her indeholdte hvert fald masser humor, sarkasme og ironi. 
Men der sker jo lidt mere undervejs, fordi for at de kan spille ekskærester bliver de jo også nødt til at lære hinanden bedre at kende, og det var bestemt ikke uden problemer. Jo mere de kommer hinanden nær og lære hinanden at kende, jo bedre kommer de vist også til at synes om hinanden. Og lige præcis den del fik mig helt ud på sofakanten i spænding, for jeg måtte bare vide hvordan det hele ville ende for dem. 
Men jeg var endnu mere spændt på om de kunne holde det her program og løgnene kørende, for hvordan spiller man lige ekskærester, hvis man er ved at udvikle ægte følelser for hinanden? Og hvad ville deres lyttere sige til det hele hvis deres løgne bliver afsløret? 

Sproget i bogen var dejligt let og jeg havde intet problem med at følge med i hvad der skete. 
Som sagt er dette også min førstegangs oplevelse med forfatterens bøger, og jeg må sige den var virkelig god! Hun er super god til at bruge masser detaljer så jeg havde let ved at forestille mig alt hvad der skete undervejs.
Samt vil jeg også sige at hun har været super god til at give alle de karakterer vi møder undervejs liv og energi. Jeg stødte ikke på en hvor jeg følte personen var kedelige eller flad. Og der var selvfølgelig personer jeg både elskede og slet ikke kunne fordrage. En jeg slet ikke kunne med var deres chef, han var virkelig træls. Og virkelig kvindehadsk uden direkte at vise det, han var typen der pakkede det lidt ind. Men en der virkelig stjal mit hjerte det var Steve, han var nok bare min yndlingskarakter i den her bog, han formåede virkelig at stjæle mit hjerte.
Men altså jeg nød virkelig at få lov til at møde dem alle, både de gode og de mindre gode personer, og jeg glæder mig virkelig til at genlæse bogen en dag. 
Men der var en detalje ved bogen der skuffede mig og det var at Dominic har ingen kapitler, vi følger udelukkende Shay og hendes syn på det hele, og det skuffede lidt. Det gjorde jeg følte fortællingen kun var halvt fortalt, jeg manglede virkelig hans syn på hele den her lidt komiske sag de kommer ud i. Så derfor har jeg ikke kunnet give bogen den sidste stjerne. 
Men ud over det vil jeg sige at bogen var virkelig skøn, underholdende, romantisk og medrivende, og jeg kan kun anbefale bogen her til alle der elsker en god romantisk komedie, og så håber jeg i vil nyde den lige så meget som jeg.  







Bogen er tilsendt af forlaget til anmeldelse og er blevet anmeldt efter egne meninger og holdninger til bogen. 

Ingen kommentarer:

Send en kommentar