Xanas bog.
Titel: Xanas bog #1. - Tidens fange.
Forfatter: Søren Juhle.
Forlaget: Byens forlag.
Udgivet: 06/08-2020.
Antal sider: 364.
Antal stjerner: 3,5/5.
Tidens fange.
“Husk at verden er én stor fantasi. Den er bare blevet malet med et tyndt lag virkelighed.”
Dante på 14 ved næsten alt om universet og flyvende fortidsvæsener.
Dante på 14 ved næsten alt om universet og flyvende fortidsvæsener.
Til gengæld har han ingen venner.
Men et uforklarligt nordlys tvinger ham til at overtale Lucy og Storm til at hjælpe med at løse mysteriet. De deler absolut ikke hans nørdede interesser, indtil det går op for dem, at det blå lys måske indeholder et signal fra fortiden.
Men er det et råb om hjælp fra en pige, der levede for tusind år siden?
Eller et varsel om, at de næste terrorister kommer fra middelalderen?
Jeg har efterhånden læst en del gode anmeldelser af denne her bog, og for ikke så lang tid anbefalede en anden dygtig boganmelder på instagram mig at give den en chance. Jeg har derfor endelig fået taget mig sammen til at læse den første bog i "Xanas Bog" og det var bestemt ikke en dårlig start.
Da jeg begyndte på bogen, blev jeg sådan set meget hurtigt interesseret i hvad der skete, og hvem de forskellige var som vi fulgte, men jeg må også indrømme at handlingen hurtigt tabte min interesse.
I løbet af bogen her følger vi mange synsvinkler, hvis jeg ikke talte helt forkert, var der omkring 7 forskellige personer vi får lidt fra.
Jeg elsker normalt en masse synsvinkler, men det blev nu alligevel lidt for mange for mig, jeg kunne godt havde undværet et par stykker som fx Dantes morfar, Phillip og vidst også Phillips far. Det var 3 synsvinkler jeg syntes virkede en smule unødvendige.
Min yndlingssynsvinkel var helt klart Dante.
Jeg kom hurtigt til at synes om Dante og hans lidt spøjse personlighed, og kloge hoved. I starten virker han lidt skræmt og forsigtig, men jo længere ind vi kommer jo modigere synes jeg han bliver, og han udvikler sig også lidt. Jeg kunne godt lide at følge den udvikling han kommer igennem.
Vi følger jo også Lucy og Storm. Jeg kunne som sådan også godt lide at følge dem. De havde også lidt at slås med.
Storm er meget nervøs, og det er han meget igennem hele bogen, men han udvikler sig også og begynder at tro lidt mere på sig selv og få lidt mere mod. Så det var endnu en udvikling jeg synes var fed.
Lucy virker som en meget vred og indebrændt pige. Ikke særligt populær, men bestemt heller ikke upopulær. Men hun udvikler sig bestemt også, jeg oplevede at hun blev mere rolig, udadvendt og følsom.
Dante, Storm og Lucy formår virkelig at knytte et smukt venskab undervejs i bogen, og det var nok det ved bogen jeg syntes bedst om.
Handlingen fangede mig ikke så meget, men nu er bogen jo heller ikke rigtigt skrevet til min aldersgruppe, så det måske derfor den ikke fangede mig helt.
Men jeg vil sige at jeg er helt sikker på at mange i alderen 11-14 år vil elske bogen her. Den har nogle fede elementer med fantasy, noget fortid og nutid, tidsrejse, dinosaurer og en masse andet spændende som de yngre læsere vil elske.
Samtidig vil jeg også sige at på trods af bogen ikke fangede mig, så var den virkelig godt skrevet. Det hele fungerede godt sammen, og der var gang i spændingen.
Samtidig er der også noget karakterudvikling undervejs som gjorde den endnu bedre.
Og så vil jeg sige at jeg elskede det her budskab med at bare fordi man ikke har de samme interesser eller personligheder, så kan man sagtens skabe nogle dybe og stærke venskaber med hinanden.
Sproget i bogen er dejligt let, så jeg vil sige at selv den mindre trænede læser vil kunne følge med. Måske ville den også være god til at træne læsningen med.
Samtidig har forfatteren også været gavmild med sine detaljer, jeg havde hvert fald på intet tidspunkt svært ved at forestille mig noget af det der skete undervejs.
Forfatteren har også været supergod til at give alle karakterne både hovedpersonerne og bipersonerne masser personlighed og liv. Jeg følte hvert fald på intet tidspunkt at nogle af dem faldt i et med tapetet eller blev kedelige.
Så på trods af at bogen ikke lige fangede min smag helt, så havde den masser af gode kvaliteter som vil gøre den god for mange andre. Så jeg kan godt anbefale både yngre og ældre læsere at give den en chance.