Anmeldelse: Throne of Glass #4 Del 1+2. - Skyggernes dronning & Lysets dronning.

Throne of Glass. 

Titel: Throne of glass #4, Del 1+2. - Skyggernes dronning & Lysets Dronning. 

Original titel: Throne of glass #4. - Queen of Shadows. 

Forfatter: Sarah J. Maas. 

Udgivet på dansk ved: Tellerup.

Udgivet på dansk den: 18/11-2020.

Antal sider: 415 & 473.

Antal stjerner: 5/5 & 5/5. 

Skyggernes dronning & Lysets dronning.

Aelin er vendt tilbage til Adarlan hvor hun opsøger sin tidligere arbejdsgiver, Arobynn, Snigmordernes Konge, i et forsøg på at redde sin fætter.

Chaol prøver stadig at redde Dorian, men det bliver fortsat sværere som tiden går. Dorian er nemlig nu i kongens magt og orker ikke længere at kæmpe imod.

Samtidig står Manon i en svær situation. Hertug Perrington har givet hende klare ordrer, men skal hun følge dem eller give efter for sin mavefornemmelse?

Da anmeldelsen her er af del 1 & 2, kan der måske forekomme mindre spoilers, men jeg har arbejdet hårdt på ikke at spoile noget vigtigt eller stort. 

Denne anmeldelse er af 2 bøger, nemlig Throne of Glass #4, Skyggernes dronning, og af Throne of Glass #5, Lysets dronning, som de hedder på dansk. 

Den engelske udgave er nemlig som jeg forstår det blevet delt op i 2 bøger da den er blevet oversat. Derfor anmelder jeg dem også kun som en bog. 

Da jeg begyndte på første del af bogen, skal jeg være ærligt og sige jeg ikke kunne huske vildt meget fra tredje bog. Det er længe siden jeg læste den, så de første mange sider i "Skyggernes dronning" brugte jeg på at komme ind i handlingen igen og huske lidt af alt det der er sket. 

Men så snart jeg begyndte at huske de glemte detaljer, fik jeg også nemmere ved at leve mig ind i universet. 

Aelin er kommet tilbage til Adarlan hvor hun i første omgang tager kontakt sin tidligere arbejdsgiver. For at kunne redde sin fætter, som er blevet taget til fange af kongen, må hun nemlig have hjælp. 

Chaol forlod glasslottet og har sluttet sig til oprørerne. Men da han forlod slottet, forlod han også prins Dorian, som nu er i knibe. Chaol prøver ihærdigt at redde ham, men det er ikke uden problemer, specielt når det virker til at Dorian har opgivet kampen. 

Manon står også i en svær situation nu, hun har fået nogle ordrer som hun ikke ønsker at følge. Men med pres fra Overheksen og Hertug Perrington, ved hun ikke helt hvad hun skal gøre. Skal hun følge ordrerne og gå imod sin mavefornemmelse, eller skal hun nægte?

I starten da jeg lige begyndte, og jeg fik lidt kapitler fra Manons synsvinkel, må jeg nok lidt indrømme jeg helt havde glemt alt om Jernheksene, men jo mere jeg fulgte hende, jo mere huskede jeg også. Faktisk blev hun lidt en af mine favorit vinkler at følge i de her 2 dele. Jeg var virkelig nysgerrig på både hende, hendes slags og hvordan hun egentlig ville reagere på de her ordre hun har fået.

Min favorit vinkel i begge de her to dele vil jeg dog sige var Aelin. Der er bare noget specielt over at følge hende synes jeg. For selvom vi er med hende, og følger hende, så får vi ikke alle informationerne med det samme. Vi ved ikke alt hvad hun planlægger, og meget kommer som overraskelser, hvilket jeg elskede.

Vi følger jo også stadig Chaol's vinkler, og jeg må faktisk sige at jeg bliver mindre og mindre fan af ham. I starten da Aelin kommer tilbage, er han faktisk bare rigtig ubehagelig over for hende, og der mistede han lidt af min respekt. Dog skal det siges han vandt lidt af den tilbage jo længere ind i del 2 vi kom. Han kom mere til fornuft, og han indså også hvor dårlig hans opførsel var. 

Generelt følger vi en del vinkler i bøgerne, men jeg følte faktisk overraskende nok aldrig at det blev overvældende. Det var med til at gøre læsningen så meget mere spændende, specielt i del 1. 

Jeg vil sige at del 1, var meget planlægning. Jeg havde lidt en fornemmelse af at der ville ske noget stort, at den lagde op til noget vildt i del 2. Lidt ligesom man siger "stilhed før stormen" sådan følte jeg lidt det var med del 1. 

I del 2, sker der noget mere. Der kom gang i handlingen, og nogle af alle de her planer der bliver lavet i del 1, bliver udført. Der er hvert fald ikke lige så mange pauser i del 2, hvor man kan stoppe op og tænke over hvad der nu vil ske, for der var konstant gang i handlingen. 

Men det blev aldrig voldsomt, det følte jeg hvert fald ikke. Jeg tror lidt det var fordi jeg bare havde ventet på alt den handling i løbet af del 1, at jeg ikke følte det. 

En ting jeg dog var mest spændt på i del 2, var egentlig hvordan hun ville få sat magien fri, og om hvor besværligt det ville blive.

Jeg vil sige at forfatteren fortsat er fantastisk til at beskrive alt der sker undervejs med masser detaljer, så det er nemt at forestille sig alt der sker undervejs. 

I løbet af bogen møder vi jo både nye og gamle karakterer, og jeg vil sige at det stadig er nemt og overskueligt at holde styr på dem alle. 

De gamle var det selvfølgelig fantastisk at få et gensyn med, og jeg glæder mig selvfølgelig til igen at følge dem i de kommende bøger. 

Men så var der fx den nye synsvinkel, Elide. Jeg mener ikke vi fik nogle kapitler fra hende i tredje bog (jeg kan stadig ikke huske alt tydeligt) Og jeg synes faktisk det var forfriskende at få en andens synsvinkel nær Jernheksene. Jeg kunne godt lide Elide, hun virkede stædig, men også usikker. Vigtigst af alt virkede hun ægte, og faldt aldrig et med tapetet og blev kedelig af følge. Så jeg vil også sige at forfatteren er fortsat dygtig til at give sine karakterer liv og relevante roller for handlingen. 

Men alt i alt vil jeg sige at dette var en fantastisk og velskrevet fortsætte til en fantastisk serie, og jeg kan stadig kun varmt anbefale alle fantasy elskere at give den en chance.