søndag den 28. november 2021

Anmeldereksemplar: Hjem til Holly Close Farm.

Holly Close Farm. 

Titel: Hjem til Holly Close Farm. 

Original titel: Home to Holly Close Farm. 

Forfatter: Julie Houston. 

Udgivet på dansk ved: Palatium Books. 

Udgivet på dansk den: 24/08-2021. 

Antal sider: 342. 

Antal stjerner: 2,5/5. 

Bogen er modtaget af forlaget,
så mange tak til dem! 


Charlie, Magda & Holly Close. 

Charlie Maddisons karriere er kommet flyvende fra start, og hun elsker sit arbejde som ung succesrig arkitekt i London. 
Hun bor sammen med sin kæreste i en lille, men hyggelig lejlighed. Desværre viser det sig, at kæresten er utro i den helt store skala, og det opdager Charlie ved, at kærestens kone smider hende ud af lejligheden. 
Med ét har Charlie ikke noget sted at bo, og heller ikke noget arbejde, for den utro kæreste var også hendes chef. Hun må stikke halen mellem benene og flytte hjem til sine forældre i Yorkshire.

Hjemme i Yorkshire plejer Charlie sin sårede stolthed og svælger i sorgen over at have mistet alt i London. For hvordan rejser man sig oven på sådan en oplevelse? 
Charlie får hjælp fra uventet kant, da hendes oldemor, Madge, forærer Charlie og hendes søster, Daisy, en bygning på Holly Close Farm. 
Madge sørger ovenikøbet for, at de kommer til at stå for renoveringen af hele ejendommen i deres egenskab af arkitekt og landskabsarkitekt. 
Men hvorfor er der ingen i familien, der nogensinde har hørt om Holly Close Farm? Langsomt løfter Madge sløret for, hvorfor den hemmelighed har været så vigtig for hende at bevare.




"Hjem til Holly Close Farm" Var en bog jeg var meget spændt på at gå i gang med. Jeg har tidligere været vild med en af forfatterens tidligere værker, og havde altså en del forventninger til bogen her. 
Desværre faldt bogen ikke helt i min smag, og mine forventninger blev altså skuffet. 
Dog vil jeg med det samme sige, at den havde sine gode kvaliteter, så det er som sådan ikke fordi den er dårlig, at den har fået en lav stjerne rating. Der var bare nogle ting der ikke faldt i min smag. 
Så synes du bogen lyder god, og fortjener en chance, så læs den endelig! 

Da jeg begyndte på bogen, var jeg meget spændt, men allerede 38 sider inde måtte jeg starte forfra. Jeg sad nemlig med en følelse af, slet ikke at kunne følge med... 
Den følelse sad jeg dog stadig med efter genlæsningen, samt de første 70-80 sider. 
Starten var for mig meget forhastet, vi bliver knapt nok introdukseret for Charlie før hun sidder på et tog på vej hjem til sine forældre, efter at være blevet smidt ud af kærestens kone. 
Samtidig synes jeg det virkede lidt mudret og klumpet sammen i starten, jeg kunne ikke rigtigt følge med i hvad der skete, og hvor hurtigt tiden gik... 
Det var altså ikke den bedste start på læsningen for mig. 
Vores hovedperson Charlie havde jeg egentlig, heller ikke det bedste forhold til.
Jeg synes Charlie virkede meget arrogant, uhøflig og storsnudet. Hun havde lidt en attitude der sagde, at hun var bedre end alle andre. Samtidig var hun grov over for sin lillesøster, og tale sjældent i en særlig pæn tone til hende. Det gjorde mig ærligtalt lidt deprimeret. 
I løbet af bogen er der selvfølgelig lidt karakterudvikling, men jeg vil desværre sige at den var så minimal, at den nærmest var ikke eksisterende. Jeg kom altså aldrig på god fod med Charlie. 
En af de eneste personer jeg sådan rigtigt kunne lide i bogen, det var Madge. 
Sikke en fantastisk kvinde! Det var helt klart hendes synsvinkel, og kærlighedsfortælling der var med til at trække op i min stjerne rating. 
Ud over Charlies synsvinkel, får vi nemlig også et par kapitler fra Madge, hvor hun fortæller om sin tid i anden verdenskrig. Der fortæller hun om sin første rigtige kærlighed, og hvad det mystiske hus, som ingen har hørt om før, betyder for hende. 
De få gange jeg rigtigt var opslugt af fortællingen, og virkelig lod mig rive med, var når jeg læste om Madge. Jeg kunne slet ikke få nok af hendes fortælling, og er lidt ked af, at den ikke var længere, for havde den været startet noget før, var min stjerne rating nok også højere. 

Sproget i bogen er som sådan let nok, og da jeg kom længere ind i bogen, følte jeg også siderne vendte sig hurtigere. Den er bare lidt tung i starten, og det har nok også lidt at gøre med at der står en del på siderne. 
Forfatteren bruger masser af detaljer, til at beskrive alt der sker, samt hvordan omgivelserne og personerne ser ud. Så da jeg begyndte at fange rytmen i bogen, og forstå helt hvad der skete, havde jeg også let nok ved at forestille mig det hele som en lille film. 
Så er der persongalleriet, og det tabte mig desværre lidt. Vi møder en del personer undervejs i læsningen, og jeg må desværre sige at de flød lidt sammen for mig. Mange af dem vi mødte, følte jeg lidt lignede hinanden og det gjorde lidt, at jeg hurtigt mistede interessen for dem. Dem som jeg synes havde mest personlighed og fangede min interesse var Madge og James, de virkede ægte og interessante, de vakte hver især min nysgerrighed, og gjorde læsningen det mere interessant. Så desværre trak det lidt flade persongalleri, også ned i min bedømmelse. 
Men med alt det sagt, vil jeg jo stadig lige pointere, at det er ikke fordi det en dårlig bog, der var bare en masse der ikke spillede for mig, og gjorde læsningen lidt tung. 
Det betyder ikke, at jeg ikke kan anbefale den, for jeg synes helt klart at den fortjener en chance, så er du til romance, gamle dage, samt en ulykkelig og hjerteskærende kærlighedsfortælling, så giv den endelig en chance! 







Bogen er tilsendt af forlaget til anmeldelse, og er blevet anmeldt efter egne meninger og holdninger til bogen. 

Ingen kommentarer:

Send en kommentar