lørdag den 9. april 2022

Anmeldereksemplar: Giftmagersken.

Giftmagersken. 

Titel: Giftmagersken. 

Original titel: The lost Apothecarey. 

Forfatter: Sarah Penner. 

Udgivet på dansk ved: HarperCollins Nordic. 

Udgivet på dansk den: 09/10-2021. 

Antal sider: 364. 

Antal stjerner: 4/5. 

Bogen er modtaget af forlaget,
så mange tak til dem! 

Nella, Eliza & Caroline. 

En kold februarnat i 1791 venter Nella i sit skjulte apotek bagerst i en mørk Londongyde på sin seneste kunde. Nella var engang en respekteret helbreder, men bruger nu sine evner i en mørkere sags tjeneste – hun sælger velcamouflerede gifte til desperate kvinder, der er villige til at begå mord for at slippe af med mændene i deres liv. Men da hendes nye kunde viser sig at være en fremmelig 12-årig ved navn Eliza Fanning, sætter et uventet venskab gang i en serie af begivenheder, der bringer Nellas verden i fare og truer med at afsløre de mange kvinder, hvis navne står opført i hendes register.

I nutidens London møder vi Caroline Parcewell, som engang drømte om at kunne leve af sin interesse forhistorie. På grund af sin mands utroskab er hun nu alene og ulykkelig på den rejse, som skulle have været en fejring af deres 10-års bryllupsdag. Da hun finder en gammel apotekerflaske ved Themsen, bliver hun draget til at undersøge dens oprindelse. Snart viser det sig, at hun har fundet en forbindelse til de uopklarede ’apotekermord’, som hærgede London for over to århundreder siden. Da Caroline graver dybere, kolliderer hendes liv med Nellas og Elizas, for historien tager en chokerende drejning.

Regel#1:
Giften må aldrig bruges til at skade en anden kvinde.
Regel #2:
Navnet på mordersken og hendes offer skal nedskrives i apotekerens register.




"Giftmagersken" Er en bog jeg har været meget spændt på at læse. Specielt fordi jeg faktisk var meget i tvivl om hvorvidt den ville være noget for mig, da den ikke falder helt ind under de genrer jeg normalt læser. 
Men da den lød spændende, og jeg havde svært ved at slippe tanken om den, besluttede jeg mig for at give den en chance, og det kan jeg fortælle nu, at jeg er meget glad for, for dette var bestemt en spændende bog! 

Da jeg begyndte på bogen, blev jeg ret hurtigt fanget af den her detalje med, at vi skifter mellem nutiden og årstallet 1791, og mellem 3 hovedpersoner. Det gjorde læsningen mere interessant, og jeg fik faktisk også bare læst bogen ret hurtigt, for jeg måtte bare vide hvordan denne interessante fortælling endte. 
I nutiden følger vi Caroline, som er rejst til London, hvor hun egentlig skulle have hold bryllupsdag med sin mand, men grundet hans utroskab, er hun rejst alene dertil for, at finde ud af hvad hun vil gøre med sit ægteskab. 
Ikke længe efter sin ankomst, deltager hun i mudlarking, hvor hun finder en gammel apotekerflaske, og der starter hendes efterforskning på hvad flaskens historie er. 
Og det er så her vores anden tidsalder kommer i spil. For i år 1791, følger vi Nella og Eliza. Nella er vores apoteker, som blander gift og sælger det til kvinder der vil deres mænd, fædre, brødre eller mandlige venner til livs. Hendes regel er dog, at ingen kvinder skal gøres ondt af hendes gift. 
Eliza er vores yngre hovedperson, der på vegne af sin chef skal kontakte Nella for noget gift. Eliza var helt klart min favorit person at følge i denne fortælling. Jeg elskede hendes blide personlighed og ivrighed efter at hjælpe Nella hvor hun kan. 
I 1791, følger vi Nella, og hvordan hun i sin tid blev opdaget i sin giftfremstilling, da en handel går noget så grueligt galt for hende, da Eliza i sin ivrighed efter at hjælpe, kommer til at lave en fejl. Jeg vil sige at kapitlerne hvor vi følger Eliza og Nella helt klart var min favorit del ved bogen, for jeg kunne slet ikke få nok af at høre om Nella og hvordan hun i sin tid startede som giftmagerske. Hendes historie var bestemt den mest spændende del af bogen, og efter min mening kunne den helt sikkert have fungeret helt fint uden kapitlerne fra vores nutid. 
Jeg kunne selvfølgelig også lide at følge Caroline, for det var bestemt spændende at se hende binde de røde tråde sammen, og grave op i Nella og Elizas fortid, men de kapitler greb mig bare ikke helt på samme måde som de to andres gjorde. 

Sproget i bogen er dejligt let, og selvom der står en del på siderne, vil jeg sige at jeg bare fløj gennem teksten på ingen tid. 
Forfatteren er fantastisk til at beskrive og forklare alt med en masse detaljer, som gjorde det nemt at forestille sig alt der skete, samt alle omgivelserne, både de nutidige og de ældre tiders omgivelser. 
Vi møder ikke voldsomt mange personer i bogen, men dem vi mødte virkede ægte, spændende og relevante for fortællingerne. Jeg kunne specielt godt lide Gaynor, hun virkede så livlig og medrivende, at jeg nød når hun var en del af fortællingen. Samtidig vil jeg sige at forfatteren også har været dygtig til at beskrive personerne, så jeg kunne forestille mig dem alle livagtigt. 
Alt i alt vil jeg sige at denne læseoplevelse var interessant, anderledes og medrivende, og kan du lide en historisk krimi, som springer lidt frem og tilbage mellem nutid og fortid, så kan jeg varmt anbefale bogen her, og så håber jeg i vil nyde den lige så meget som jeg gjorde! 









Bogen er tilsendt af forlaget til anmeldelse, og er blevet anmeldt efter egne meninger og holdninger til bogen. 

Ingen kommentarer:

Send en kommentar