lørdag den 6. maj 2023

Anmeldereksemplar: Hvad ser du?

Hvad ser du?

Titel: Hvad ser du?

Original titel: Terapiassa. 

Forfatter: Martta Kaukonen. 

Udgivet på dansk ved: Forlaget Falco. 

Udgivet på dansk den: 01/03-2023.  

Antal sider: 407.

Antal stjerner: 5/5. 

Bogen er modtaget af forlaget,
så mange tak til dem!  


Hvad ser du?

Ira er en ung kvinde på 20 år. Hun er også seriemorder, og hun dræber efter sine helt egne præmisser og teknikker. Da et mord er ved at gå grueligt galt, starter Ira til terapi for at skabe et alibi for sig selv, og hun udvælger den smukke kendisterapeut Clarissa som sin redning.

Stemningen mellem de to er underlig fra start af, og sessionerne med Clarissa tager en uhyggelig drejning. Det viser sig, at Ira har haft en grusom barndom, og at Clarissa måske ikke er helt så god, som hun udgiver sig for at være.

Kun én af de to ved, at de deler en fælles hemmelighed, og spørgsmålet er, om den anden når at samle brikkerne, før det er for sent.






"Hvad ser du?" Er en bog der lidt tog fusen på mig, og var meget anderledes end jeg lige havde regnet med, da jeg læste om den første gang. 
Jeg havde en bestemt forventning til den, altså hvad den ville handle om, og hvor det ville lede hen ud fra bagsideteksen, men som jeg begyndte på den, og kom et par kapitler ind, viste den sig at være noget helt andet, og bestemt ikke noget der skuffede.
Jeg var fanget, og jeg håber bestemt snart at denne forfatter udkommer med noget nyt spændende thriller! 

Da jeg begyndte på bogen, var planen egentlig bare lige at læse et par kapitler inden jeg gik til ro for aftenen, men hurtigt ændrede planerne sig, for jeg var fanget, og jeg slap ikke bogen før jeg havde vendt sidste side. 
Da sidste side var vendt, var jeg mundlam, og her mens jeg skriver anmeldelsen, noget tid efter at have vendt sidste side, har jeg stadig svært ved at udtrykke mig med andet end "Waow..." 

Ira er en ung kvinde på 20 år, og så er hun seriemorder. Da et mord dog går galt, beslutter hun sig for at starte i terapi, for at skabe sig selv en mulighed for at undgå fængsel, hvis nu hun skulle blive opdaget. 
Og det er her den smukke kendisterapeut Clarissa kommer i spil. 
Stemningen mellem de to kvinder er fra start af anspændt og underlige. Som sessionerne går rigtigt i gang, tager det hele en anden drejning. 
Ira har haft en grusom barndom, og Clarissa er egentlig ikke så god, som hun udgiver sig for at være. 
Hemmeligheder bliver afsløret. 

Jeg havde lidt forventet at som de her sessions mellem Ira og Clarissa begyndte, at vores kloge terapeut ville finde ud af Iras mørke hemmelighed, og at den så ville videreudvikle sig deraf, men sådan var det slet ikke. 
I løbet af bogen følger vi fire forskellige vinkler. Vi får selvfølgelig de to kvinders vinkler, men der kommer også to mænd i spil. I starten forstod jeg ikke helt hvorfor vi fulgte dem, og hvilken mening de havde for handlingen. Da vi dog kom længere ind i bogen, og vi skifter hyppigere mellem de fire forskellige vinkler, begyndte jeg så småt at kunne se den røde tråd og meningen med de to mænd. 
Her må jeg sige at forfatteren virkelig har skabt noget interessant, og da jeg ligesom begyndte at kunne se den røde tråd, og meningen med de mange vinkler, var jeg solgt. 
Bogen starter generelt intenst ud, med vi ser Ira stå midt i det her mislykkede mord, hvor hun beslutter sig for at begynde i terapi. Herefter flader spændingen lidt ud, og bliver mere til mysterier. Vi som læser får små hint undervejs om, hvordan Ira er endt som hun er, og hvilken rolle de andre spillede i det. 
Generelt vil jeg sige, at forfatteren har bygget bogen ret godt op, og har skabt en bog man ikke kan slippe, da karaktererne er lettere vage i deres observationer og ikke giver os læsere meget mere end små hints undervejs om, hvad der er sket, og kommer til at ske. 
Jeg personligt var hvert fald fanget af opbygningen, og den måde spændingen langsomt trapper op. 

Sproget er egentlig meget let, og der står ikke overdrevet meget på siderne, så sammen med den interessante handling, må jeg sige at det nærmest føltes som om, at siderne vendte sig selv. 
Forfatteren bruger et rigt billedsprog, som gjorde det nemt at leve sig ind i handlingen, og forestille sig alt det der skete og karakterernes omgivelser. Jeg havde hvert fald nemt ved, at leve mig ind i handlingen og forestille mig Ira, Clarissa og de to mænds omgivelser og handlinger som en lille film. 
Alt i alt vil jeg sige at dette var en super spændende thriller, som jeg varmt kan anbefale til jer læsere, som interessere sig for mysterier og drama. 









Bogen er tilsendt af forlaget til anmeldelse, og er blevet anmeldt efter egne meninger og holdninger til bogen. 

Ingen kommentarer:

Send en kommentar