torsdag den 7. januar 2021

Anmeldereksemplar: Det magiske manuskript #1. - Bogens bekendelser.

Bogens bekendelser. 

Titel: Det magiske manuskript #1. - Bogens bekendelser. 

Forfatter: L. Sherman. 

Forlaget: Augusta Publishing 

Udgivet: 30/10-2020.

Antal sider: 324. 

Antal stjerner 4/5. 

Bogen er modtaget af forfatteren, 
så tusind tak til hende! 

Det magiske manuskript. 

Et magisk manuskript havner hos Matilde i nutidens Aarhus, hvor hun driver et lille forlag. Men det er svært at slå igennem. Alt synes gråt og trist, og hendes eneste lyspunkt er minderne om bedstevennen, Felix, som forsvandt ud af hendes liv for år tilbage. Hun har brug for et mirakel, hvis hun skal lykkes i bogverdenen, men ikke alle vil hende det godt. Felix har aldrig glemt Matilde, og han har holdt øje med hende på afstand.

I datiden skal vi på én rejse med manuskriptet og dets tilblivelse sammen med den unge tjenestepige, Ariadne og hendes elskede, Matteo. Han er arving til et hertugdømme, og det forventes, at han træder i sin fars fodspor. Matteo drømmer om at kæmpe for litteraturen og dens udbredelse, men hvordan kan han forene sine drømme med den virkelighed, som venter ham? I forelskelsens rus og eufori har han skabt et sandt mesterværk, hvis magt ingen kender. Som en tyv i natten stjæler Ariadne manuskriptet, da hun må flygte fra datidens Bøhmen.

I Matilde og Ariadnes hænder kommer bogen til live og guider dem, men med hvilke hensigter?
Vi skal lære et broderskab at kende og på en rejse fra nutiden til datiden fra Aarhus til Český Krumlov videre til Paris, London og Prag.




Den første bog i serien "Det magiske manuskript" er nu læst, og hvor må jeg sige den var interessant, og ret så medrivende! 
Den var anderledes end så meget andet romance jeg har læst, men den var anderledes på den gode måde, og jeg glæder mig ret meget til en fortsættelse på denne spændende serie! 

Da jeg begyndte på bogen gik der lige lidt før jeg fangede hvad der skete. I løbet af bogen springer vi frem og tilbage mellem nutiden og fortiden, hvilket var ret interessant. I starten kunne jeg ikke helt se forbindelsen mellem de to kvinders fortælling, men jo længere ind jeg kom, jo tydligere blev de små røde tråde som forbandt fortællingerne sammen. 
Matilde er hende vi følger i nutiden. Hun har sit eget lille forlag og driver samtidig en lille gammel boghandel. Jeg havde lidt svært ved at komme under huden på Matilde, hun virkede både usikker på sig selv, men også til tider utroligt selvsikker, og det forvirrede mig lidt. Jeg havde svært ved at regne hende ud, men det var alligevel også med til at gøre mig så meget mere nysgerrig på hende. 
Ariadne er en stædig kvinde, og hun kæmper sig frem med næb og klør. Intet skal stoppe hende. Ariadne følger vi i fortiden, og ser hvordan det her forlag bliver skabt, og hvordan det her magiske manuskript føre hende frem i verdenen. Ariadne var nok den af de her to kvinder jeg nød at følge mest, jeg var helt fanget af den her kærlighedsfortælling hun lever i. Gravid, men ugift, ulykkeligt forelsket i en mand hun aldrig kan få. Så spændende! 
Matilde har også lidt af en kærlighedsfortælling kørende i gennem denne første bog, men den irriterede mig faktisk en smule, hvilket også er grunden til den manglende stjerne. Og nu kommer jeg lige til at spoile en smule for at forklare mig. 
Igennem Matildes fortælling høre vi om Felix, en dreng hun gik i skole med, som bare forsvandt, en dag dukker han op på en bar, og staks ender de sammen trods hun var rasende på ham for at forsvinde. Men hun beder aldrig rigtigt om nogen forklaring, og han kommer ikke med nogen. De ender med det samme i seng sammen, og køre bare derudaf indtil hun får nok af at han er fraværende. Jeg synes deres fortælling blev forhastet og træls. Jeg havde nok set den var startet langsommere og mere intenst, at hun var en smule mere kostbar, og ikke bare kastede sig i armene på ham. 

Handlingen i bogen var virkelig spændende, jeg nød at se alle de her små røde tråde komme til syne, se dem forbinde Ariadne og Matildes historie, og jeg er virkelig spændt på hvordan det hele altså ender for begge parter, og hvad det her mystiske manuskript gør for Matilde i nutiden. 
Sproget er interessant, det skifter mellem det moderne sprog vi kender i dag, og et ældre sprog fra den tid Ariadne kommer fra, og jeg vil sige at forfatteren har været super god til at skille sprogene ad, så de ikke kom til at overlappe hinanden. Jeg stødte også på ord jeg ikke kendte som jeg måtte slå op, men jeg nød det, for det gav bare en speciel følelse af at man altså var i den tid som Ariadne er i, så det er et ekstra plus! 
En ting jeg rigtig godt kunne lide ved denne fortælling var at trods det her manuskript virkede magisk og fuld af magi, så var det ikke fordi fortællingen på noget tidspunkt trak over i genren fantasy, jeg kan ikke helt forklare det, men det var bare en interessant detalje. For jeg vil på ingen måder kalde dette en fantasy bog, mere en romance / realisme bog. 
Dette var min førstegangs oplevelse med L. Shermans bøger, og jeg vil bestemt sige at dette var en skøn førstegangs oplevelse, og jeg glæder mig til at læse meget mere fra denne forfatter af. 
Bogen her vil jeg helt sikkert anbefale jer læsere der elsker spænding, romance og et lille twist af magi at give en chance! 





Bogen er tilsendt af forfatteren til anmeldelse, og er blevet anmeldt efter egne meninger og holdninger til bogen. 

Ingen kommentarer:

Send en kommentar